Tre kategorier af mennesker mødes i bogen om Nordkysten: de indfødte på toppen af hierarkiet, tilflytterne i midten og sommergæsterne i bunden. Alle tre er fuldkommen på det rene med, hvor på rangstigen de befinder sig, og det er både rørende og komisk at se de to nederste gruppers forsøg på at kravle opad. De læser på lektien, kan lokalhistorien og vil så inderligt gerne høre rigtigt til, erobre stederne og måske nå så højt som til ligefrem at omgås de lokale privat. Ikke at de lokale altid er venligtsindede. Stine Bosse husker, hvordan bagerdamen kom tøffende ind fra baglokalet i sine tøfler – sut-sut-sut – hos bager Larsen på torvet i Gilleleje og kendte hver eneste kundes plads. Altid betjente hun dem efter anciennitet: gillelejerne først, dernæst tilflyttere som familien Bosse og til sidst sommergæsterne, uanset i hvilken rækkefølge de kom ind i forretningen.

Da Stine Bosses far gik konkurs i 1980, forlod familien byen og fandt en sikker havn lidt længere om ad Nordkysten i »den spraglede metropol Helsingør«; hun forlod barndommens Gilleleje med sladderen hængende efter sig og en fornemmelse af skam og ensomhed.