Storslået. Et gavmildt kig i Rosenborgs samling af kongelige klæder er et udsøgt afsæt til at fundere over autoritet og maskulinitet gennem tiden.

Kors og bånd og sløjfer på

Første gang en lille prins kom i de kongelige klæder var som regel, når han var fem-seks år gammel. Det afsluttede hans tidlige år som lille royal rolling i kjole og gjorde ham med et slag til en voksen mand en miniature; han bevægede sig fra kvindernes verden til mændenes og fra en verden af omsorg til en verden af magt. I 1600-tallet bar han en underskjorte med fine kniplingskanter inderst på kroppen – lang nok til, at snipperne kunne trækkes ned mellem benene og fungere som underbukser.

På benene kom der lange strømper, inden kammertjenerne omhyggeligt iførte ham en kort jakke – en trøje – med fine broderier, typisk flere lag stof og måske små vinger ved ærmerne. På trøjen hægtede man de korte, brede bukser, og derefter skulle der hæftes krave på dragten og bindes pyntebånd ved både ærmekanter og knæ og endelig tilføjes livhæng og kårdetaske til de obligatoriske våben. Og sko og hat selvfølgelig. Masser af tungt tøj på en lille krop: en helt konkret oplevelse af magtens tyngde.

hhla
(f. 1966) er kulturjournalist og skriver især om design, æstetik og materiel kultur; har skrevet for Weekendavisen siden 2000. Oprindeligt ph.d. i Jødisk historie og kultur og har inden for dette felt skrevet bøgerne Den jødiske verden og Danske verdensreligioner: jødedom. Biografien En bid af paradis om Bjørn Wiinblad og hans plads i Efterkrigstidens design udkom i 2018.