Ravsilkeplante. Ny Jord – Tidsskrift for naturkritik er et akut vedkommende og besværligt bekendtskab. Et raritetskabinet af dannelse.
Vi skal ikke til Mars
Min kone lagde det nye dobbeltnummer af Ny Jord – Tidsskrift for naturkritik (3-4) på køkkenvægten for at styrke sin position og lod det ellers være op til min samvittighed. Den store karrygule hardback vejede sunde 1300 gram. »Det er en tåbelig bog at tage med på juleferie,« sagde hun.
Lad mig begynde et andet sted og et kort øjeblik ignorere, at hun selvfølgelig havde ret: Ny Jord er akut vedkommende og elementært god læsning. Ligesom den er demonstrativt uhandy, har der fra tidsskriftets første udgivelse i 2015 været en tilsvarende rummelighed på færde. Det tænkte jeg, da jeg i sin tid stod med første nummer i hænderne: Legenden om Den Hellige Frans stod side om side med fotomateriale, der dokumenterede landvindingerne ved Skjern og Henne Mølle Å.
