Ingen Frygt var en skabet kunstnergruppe, der huserede på den københavnske kunstscene i de tidlige 00ere. De performede i excentriske hjemmegjorte kostumer med lange velourhaler og påsat hår, aldrig live, kun foran kamera. De var en slags fjerdebølgefeminister, før det fandtes, og vrængende valley girls på speed, nærmest også før de fandtes i den amerikanske stjernekunstner Ryan Trecartins univers. Dem savner jeg i disse frygtsomme år.

Jeg bliver også nostalgisk ved gensynet med Camilla Berners Land Art-projekt fra 2011, hvor hun i et halvt år passede den naturgrund, der var vokset frem på Krøyers Plads – dér, hvor der i dag ligger et kompleks med luksuslejligheder, der har ansat private vagtværn til at smide skolebørn væk, der bader fra kajen foran. Og ved gensynet med Pinds finurlige, begavede og egentlig ret danske konceptkunst håber jeg inderligt, at hans farvel til kunsten engang i fremtiden viser sig bare at have været en lang duchampiansk skakpause.