Kunstrunde. Sorgarbejde fra Jamaica og 3D-stjernestøv. Der er mulighed for både indre og ydre erkendelser på denne tur til fire museer i det jyske.
Blikretninger
Allerede på p-pladsen ved Horsens Kunstmuseum møder øjet et værk af den udstillingsaktuelle billedhugger Christian Lemmerz, der er sat i stævne med den tyske billedkunstner Norbert Tadeusz inden døre. Syv store irrede bronzerelieffer, Grab, hænger på muren som en påmindelse om evighed og dødvægt i parkens store rum. På samme tid et minimalistisk indbydende og tungt stof. Emnet »grav« er hos Lemmerz et bogstaveligt syn, men man skal tæt på for at opfatte figurationerne, der er indvævet i reliefferne fra 2009. Således opladet kan man fortsætte ind i den stort anlagte udstilling af de to kunstnere, hvis værker skulle have været vist i Beijing i 2016, hvor censuren kom imellem og amputerede dialogen mellem de to, som er i familie, ikke blot kunstnerisk, men også som svogre in real life.
Norbert Tadeusz (1940-2011) og Christian Lemmerz (f. 1959) har greb om virkemidlerne. Førstnævnte som maler af forvanskede eller slagtede dyrekroppe og menneskekroppe i livlige og nærværende farver, sidstnævnte som forvalter af en klassisk arv i billedhuggertraditionen. Lemmerz arbejder i marmor og andre materialer, men overlader arbejdet på moderne vis til robotstyring og 3D-programmer, som man bedst kender det fra arkitekturens nyere udtryk.
Del: