Først sænker han sin læser grundigt ned i pessimismens mørkedyb, hvor vi med åndenød læser om den antropo­cæne epokes fatale klimaødelæggelser af vores klode – men derefter tænder Carsten Jensen et lillebitte, håbefuldt og forsigtigt flakkende lys for en mulig fremtid hen mod afslutningen på dette vanvittige coronaår:

»Betragt den nuværende tilstand som en åndelig beredskabsøvelse. Frivilligheden blomstrer sammen med hjælpsomhed, uegennytte og omsorg. Sammen finder vi en fælles mening, der ikke handler om selvtilstrækkelighed. Det er det velgørende værdiskred midt i pandemien, den store stille opfordring til fællesskab.«