Angående artiklen »Instagramificering« af Lasse Winther Jensen: Forleden så jeg to bogbloggere lave en livestreaming på Instagram, hvor de i fuld udklædning optrådte som deres yndlingskarakterer fra et fantasyunivers. Jeg har selv lige klædt en roman fra Gyldendals skalaserie ud i fuld glimmer, filter og en farvekoordineret pastelopstilling. Jeg beskriver skamløst Simone de Beauvoir med hashtags som #allthefells og kalder hende en »true starfeminist«. Er det mon det, som får hr. Winther Jensen til at erklære, at »Blog-æraens nysgerrighed og litterære ambitioner er fortid«?
Jeg grundlagde min blog, fordi mine venner klagede over gerne at ville læse mere, men ikke anede, hvor de skulle begynde. Hele det litterære landskab mellem bestsellerkrimien og Lykke-Per var skjult for dem, og alt syntes derfor enten for konformt eller for svært. Bogbloggerne repræsenterer mellemregningerne, synligheden og kløften mellem kvalitet og tilgængelighed. Hvis et ønske om at præsentere ny dansk litteratur i shiny format dér, hvor læserne er, ikke kan gå hånd i hånd med substans, så lukker kunsten sig om sig selv.
I artiklen betegnes litteraturscenens egen optræden på sociale medier som en naturliggørelse af kapitalismens infrastruktur, og tendensen beskyldes for at kommercialisere alt, som fremstår originalt. Men at kritisere forfattere for at ville sælge deres bøger er da det samme som at ville lægge forlagsbranchen i den grav, hvor du mener, at 90ernes ideologikrigere p.t. korser sig. Og værre endnu: Det gør litteraturen til et fremmed sted, hvor de fleste ikke føler sig velkomne. Er lyset for de lærde blot? Den tanke høster ingen likes fra mig – men hils oppe i elfenbenstårnet, så hilser jeg de tusindvis af #booklovers, der dagligt deler kærligheden til litteratur, æstetik og samtalen om det.
