Aftenen før Hvedekorns 100-års jubilæumsnummer ramte min postkasse, lå jeg og læste Joan Didions essay »Goodbye to All That« om forfatterens ungdomsår i New York. Essayet kan få det til at sitre ned langs rygraden på de fleste, og årsagen skal findes i de intense øjeblikke, som erindres – den fersken, som blev købt og spist en forårsaften på Lexington Avenue – men sikkert endnu mere i det faktum, at øjeblikkene allerede er forbi: »Was anyone ever so young? I am here to tell you that someone was.« skriver Didion. Det var den sætnings lækre vemod, der blev ved at sitre i mig, da jeg næste dag læste 100-års jubilæumsnummeret af Hvedekorn.

Ikke fordi det overhovedet er forbi med Hvedekorn, men fordi 100-års dagen fejres ved, at 60 digtere fra vidt forskellige generationer skriver nye digte, som besvarer deres allerførste digte; dem, de i sin tid debuterede med i Hvedekorn. At være blevet ældre og skulle vende tilbage til sit tidligere jegs tanker, drømme og ideer er både rørende og almengyldigt i al sin sitrende melankoli. Og potentielt det allerpinligste i verden – det ved alle, som nogensinde har læst deres dagbøger igen – for der er noget patetisk i overhovedet at ville se sig tilbage. Det kunne sagtens gå galt, og netop derfor var det den helt rigtige beslutning, redaktør Lars Bukdahl traf, da han bad digterne mindes deres allerførste forsøg.