Decemberklar. To nye billedfortællinger bidrager til juletiden med magiske og jordnære fødsler, en julemand med psykologisk tæft, og hvordan man overlever et uvejr i Grønland.
Et barn er født ...
Reklamernes magt er stor, især når vi faktisk gerne vil tro på dem: Julekataloger og dameblade viser os, at adventstiden er fyldt med stearinlys, pakkespil og fælles læseoplevelser i familiens skød. I år er mange af de sædvanlige julearrangementer som bekendt aflyst, og måske giver pandemien faktisk mindre julestress og ekstra tid til at samles om højtlæsning.
Den stilfærdige coronadecember ligner en benhård kalkule fra forlagenes side, for antallet af recirkulerede julebøger har − så vidt vides − aldrig har været større end i denne sæson. En hurtig optælling viser mere end et halvt hundrede tilgængelige titler. Man kan vælge at komme trygt gennem december med allerede kendte og slidstærke julefortællinger fra Astrid Lindgren over Ole Lund Kirkegaard til Bjarne Reuter og Kim Fupz Aakeson, eller man kan kaste sig ud i ukendte fortolkninger af nisseliv, engle og slædefart. Det ene udelukker selvfølgelig ikke det andet, og bogmarkedet levner heldigvis også plads til enkelte nye fortællinger, der imødegår indbygget julenostalgi og møder læseren i nuet.
Del: