Empatiens grænser

Bag Klaus Rothsteins interessante, men også temmelig rodede og uafklarede bog Den druknede dreng ligger en begivenhed og en anfægtelse – eller måske faktisk et par stykker. Det første, begivenheden, er let at udpege. Den druknede dreng handler om kunstens og litteraturens forhold til den store europæiske migrantkrise; den, som havde simret i Middelhavsregionen i længere tid, og som i 2015 brød ud i lys lue. Da begyndte syriske flygtninge og andre migranter at sejle fra Tyrkiet til Grækenland i gummibåde og plimsollere – undervejs druknede de i massevis – for derefter at blive opmagasineret i usselt udstyrede lejre, hvis de da ikke fandt vej videre og bevægede sig, til fods og med tog, op gennem Europa.

Den krise, det viser Rothstein fuldstændigt overbevisende, har afsat et forbløffende stærkt spor i dansk og europæisk kulturliv. Dens ikoniske rekvisitter – menneskesmuglere, skibsvrag, redningsveste, de druknede, de vandrende grupper på motorvejene – optræder igen og igen i romaner, teaterstykker og kunstværker fra de sidste fem år. Faktisk består hovedparten af Den druknede dreng af en lav og ikke vildt systematisk overflyvning af alle disse værker. De får mellem en og syv-otte sider hver, og så bevæger Rothstein sig hastigt videre til det næste.