Det begynder lovende. På de første sider møder vi Kristina (tidligere Kristin) midt i et mareridt om sin afdøde mand, Sten Sture den yngre, som kalder hende til sig fra dødsriget, og det er mere end forståeligt, hvis Kristina er fristet til at følge trop. Hun har måske/måske ikke været medskyldig i sin ældste søns død, hendes fire andre børn er også døde (her medregnes ikke alle de dødfødte), og meget af hendes resterende familie blev slået ihjel i Det Stockholmske Blodbad – en fælde opsat af danske Kong Christian II, der henrettede 70-80 svenske adelsmænd og biskopper på Stortorget i Stockholm i 1520. Halvt vågen, halvt sovende – og helt rædselsslagen – skider og tisser Kristina ned over sig selv.

Desværre går der cirka 650 sider, før Maria Helleberg igen lader læseren møde kvinden med erindringer så gruopvækkende, at de overmander tarmsystemet. I stedet følger et lineært fortælleforløb, der begynder i Kristins barndom og år for år tager os gennem et overordentligt begivenhedsrigt liv.