Integration. Vi lod dig, virkelighedens Muhammed, vokse op i en kultur, vi aldrig ville byde vores egne børn. Og nu er du vred.

Undskyld, Muhammed

Selv om Nye Borgerlige ikke fik lov til at bruge de franske muhammedtegninger i annoncer, herunder i Weekendavisen, så skylder vi dig, virkelighedens Muhammed, der ikke fatter en brik af, hvorfor disse tegninger skulle offentliggøres, en undskyldning. Ikke en undskyldning for, at man ville offentliggøre tegningerne. Nej, en undskyldning for, at du ikke fatter, hvorfor nogen ville gøre det.

Vi, altså Danmark, lod dig og dine søskende vokse op i Mellemøsten/Nordafrika, selvom I boede i Danmark. De af jer, der gik på muslimsk friskole, kunne i realiteten leve alle døgnets vågne timer i en mellemøstlig/nordafrikansk kultur. Andre måtte lige forbi en dansk folkeskole nogle timer om dagen, før der igen blev talt og tænkt på arabisk.

Vi lod dig og dine søskende vokse op i en kultur, som vi andre aldrig ville byde vores egne børn, med manglende ligestilling, uden ret til kærlighed på tværs af religioner og uden kvinders ret til skilsmisse, hvilket vi skal over 100 år tilbage for at finde i Danmark. Med korporlig afstraffelse af børn, som vi skal over 50 år tilbage for at finde i Danmark. Med fordomsfuldhed og indbildskhed fra arabiske medier samt hykleri og udskamning billiget af fatsvage imamer. Vi andre vidste godt, at dette skete for dig, Muhammed. De af os, der har arbejdet med jer eller haft forhold til jeres søstre, vidste selvfølgelig lidt mere. Men vi vidste det alle.

Hvad gjorde vi ved det?

På den ene side er der de danskere, der vil dig det godt. De kræver ikke meget af dig, bare de ikke behøver at have noget med dig at gøre personligt. Jeg kender dem, Muhammed. Jeg kommer selv fra den kreative klasse, som om nogen har de rigtige holdninger, men sjældent følger op med handlinger. Den kreative klasse kan ikke bruge et venskab med dig til noget. Hvis du var iransk feministisk dissidentforfatter, så måske. Men ikke dig. De holder gode miner til slet spil, når du bliver kæreste med en af deres døtre. Og ånder lettet op, når hun har slået op med dig og forhåbentlig har overstået sin bad boy-periode.

På den anden side er der dem, som er pissetrætte af dig. Lige så negativ du er over for danskere, lige så negative er disse danskere over for dig og hele din familie. Men læg mærke til, at de ikke har en løsning. De ved ikke, hvor de skal starte og slutte. Så de kræver bare stramninger. Som politikerne kvitterer for med ofte kun symbolske stramninger. Det kan godt være, at et mindretal af disse danskere kræver, at både du og din familie smides ud. Men det store flertal ved godt, at det ikke kan lade sig gøre. Smide ud til hvor? En europæisk udgave af rohingya-fordrivelsen? Hvad skal der ikke til af vold og ødelæggelse for at fordrive en større befolkningsgruppe. Det kommer ikke til at ske.

Der kommer faktisk slet ikke til at ske noget foreløbigt. Efter corona handler det om klima. Det er meget nemmere. Der kan politikere opstille nogle klare mål om CO₂-udledning og antal elbiler. Integration er for kompliceret, dyrt og usikkert. Ingen regering i Europa har turdet forpligte sig, når det gælder integration. Så hellere bare fortsætte med at betale 33 milliarder om året i nettoudgift og håbe, at der ikke kommer for mange bandeskyderier og æresvold, der tager overskrifterne, og at der slet ikke kommer noget, der ligner franske tilstande med halshugninger og køretøjer, der pløjer sig gennem menneskemængder.

Nej, tingene vil nok fortsætte, som de plejer. Du vil måske blive mere modborger, mens din søster vil blive hyldet for at være mønsterbryder, fordi hun tog en uddannelse. Det kan godt være, at din søster og hendes mand (af samme etniske og nationale oprindelse som forældrene) køber parcelhus i forstæderne. Men hvor meget af kulturen er ændret? Hvor meget er der tale om sunset segregation, altså når man efter arbejde tager hjem til sin egen enklave og levevis? Vi to ved godt, at din søster ikke er mønsterbryder. Hun holder sig inden for rammerne af den sociale kontrol. Hun bliver socialrådgiver og skal håndtere sager med typer af folk, som hun aldrig før har talt med, endsige besøgt privat, og som hun ikke forstår. Mønsterbryderen, det er hende, der gør opmærksom på, hvad der sker. Det er hende, der offentligt tør gå i rette med hykleriet, uvidenheden og den omvendte racisme.

Men du, Muhammed. Du uddannede dig ikke. Du blev boende i det belastede boligområde.

Du ved godt, at dine forældre kom fra et dysfunktionelt land, og at du mentalt er vokset op i det dysfunktionelle miljø. Du ved godt, at du og dine ligesindede ikke har lige så mange succesoplevelser at dele ud af, som mange jævnaldrende kartofler har. Dit liv er fucked. Du har en plet på straffeattesten. Du ryger for meget hash. Du kommer ikke ind på natklubberne, fordi dine ældre brødre allerede har ødelagt det for dig ved at opføre sig som idioter derinde. Du kommer ikke til jobsamtaler med det CV (og navn). Du troede, at det var dig, der gennemkneppede det sociale system, men som tiden går, føles det faktisk, som om det sociale system også knepper dig.

Men der er én ting, som er perfekt i dit liv. En ting, du er stolt af. Det er, at du er rettroende. Og i dag er du ekstra fucking vred. For de fucking luderdanskere har fornærmet din profet og indrykket satiretegninger af ham i flere aviser. Du ved, at du ikke tager fejl i at være vred. For alle dine venner er vrede. Imamen er vred. Du kan se i de nyheder, som du følger, at alle i »hjemlandet« er vrede.

De indrykninger er til for at beskytte dig. For at beskytte os alle. Profeten spiller kun en sekundær rolle. Det, som det handler om, er, at vi også engang har haft rigide, selvhøjtidelige, fordømmende gejstlige. Måden, hvorpå vi danskere slap ud af den åndelige ghetto, var at bruge oplysning og satire. Vi afmonterede kirkens magt ved at gøre grin med den, så »censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres«. Vi andre, vi tror på, at vores velstand og lykke i Danmark beror på individets frihed til at kunne sige sin mening.

Hvis du ad kringlede omveje skulle blive bekendt med denne kronik, så slå lige autopiloten fra. Spørg dig selv, hvem der finansierer og kontrollerer de arabiske, tyrkiske eller pakistanske nyheder, du ser.

Jeg siger ikke, at danske medier er perfekte. Men det er mere manglende kompetence, naivitet og uvidenhed end en egentlig strategisk manipulation, når de fejler. Der er sikkert også ansat flere jøder i de danske medier, end du bryder dig om. Men der er ikke et regime, der står bag og styrer det hele. Hvis ikke danske medier, så prøv andre europæiske medier. Se nyheder fra BBC eller Deutsche Welle.

Skab et vidensgrundlag, hvorfra du spørger dig selv, hvilke muligheder og friheder dit liv skal indeholde her i Vesteuropa. Spørg dig selv, hvilken status religion skal indtage i dit liv. Det er noget, du må klare selv. Og ja, du starter i dén grad bag startlinjen. Det skulle ikke undre mig, hvis du en dag får en officiel undskyldning for den opvækst, du har haft.