Fejden om fluor

For næsten 100 år siden opdagede man, at for meget fluor kan give skeletsygdomme. Det så man blandt de ansatte på Kryolitfabrikken A/S i København. Men på den anden side viste amerikanske undersøgelser, at fluor i drikkevandet kunne beskytte mod huller i tænderne. Så snart derefter begyndte man at tilsætte fluorid til drikkevandet i det meste af Nordamerika. På den baggrund har myndigheder og tandlæger i en række lande i årevis anbefalet tilsætning af fluorid til drikkevandet. Der skulle gerne være omkring et milligram i en liter vand.

Danske tandlæger har for længst påvist, at man slet ikke behøver at drikke fluorid, for den gavnlige virkning sker på tændernes overflade, ikke indefra. Derfor tilsætter vi i Danmark kun fluor til tandpasta. Dog kan fluor forekomme naturligt i grundvandet og i nogle slags flaskevand.

Læs også »Medicin i vandet« om et nyt studie, der peger på sammenhæng mellem lavere IQ og mors indtag af fluorid under graviditeten.

Man har i de senere år mistænkt, at et højt indhold af fluorid i drikkevandet kan være forbundet med lavere intelligens hos børn, men spørgsmålet var, om fluorid var den egentlige årsag. Nu har to store undersøgelser i Mexico og Canada målt fluor i hundredvis af urinprøver fra gravide kvinder – som udtryk for kvindens eksponering og den mængde fluor, som fostret var udsat for. Senere resultater af børnenes intelligensprøver viste ganske samstemmende: For hvert milligram fluor, kvinden indtager hver dag, taber barnet omkring 5-6 intelligenspoint.

Så i dag er problemet, at ny og overbevisende evidens står over for forældede anbefalinger fra forskellige myndigheder, som i årevis har opfordret til at tilsætte fluorid til drikkevandet. De vil nødig indrømme, at deres anbefalinger har skadet millioner af børns hjerneudvikling, så de kæmper indædt for at påvise, at der slet ikke er nogen fare.

Underlødigt

Den nye viden er særdeles ubelejlig for myndighederne i mange lande. De har måttet etablere et forsvar. Her kunne de måske tænke på, hvordan tobaksindustrien har forsvaret sig mod ubelejlig forskning. Generelt er der brugt fire metoder til at afvise, at for eksempel ens hund har bidt naboens barn. Eller at tobaksrygning eller bly og pesticider skulle være farlige.

Det første forsvar er selvfølgelig, at hunden bare er kælen og aldeles ufarlig. Tilsvarende er fluor godt for tænderne, og andet er slet ikke bevist. Nok er der nogle, der påstår det modsatte, men det er underlødige og udokumenterede synspunkter. Man skal ikke lytte til den slags rygter, hvad enten de markedsføres gennem de sociale medier eller andetsteds.

Der gik bare knas i dette forsvar, for de to forskningsartikler udkom i fornemme videnskabelige tidsskrifter, og en højt respekteret redaktør udtalte, at han selv ville fraråde sin gravide kone eller datter at drikke fluorholdigt vand.

Næste skridt er så at sende kritiske læserbreve til tidsskrifterne. Men kritikken kunne let afvises. Så måtte man vel rejse tvivl om forskernes objektivitet. Altså klagede nogle amerikanske tandlæger til rektor for York University, hvor den ansvarlige forfatter af den canadiske undersøgelse er ansat. Vel at mærke uden at orientere forskeren selv. Dermed gik kritikerne efter forskeren, ikke efter bolden. Sådan er det også gået med tobaksrygning, asbest, bly og meget andet: Forskerne er blevet hængt ud som uvederhæftige uden grund.

Det næste forsvar er, at hunde måske nok en sjælden gang kan bide, men det kan umuligt være vores hund, der bed naboens barn. Jo, store doser fluorid skal selvfølgelig undgås, men den slags sker kun i ekstreme tilfælde. Dette forsvar kan blive lidt teknisk, men så skaffer man sig støtte fra sagkyndige eksperter, der er villige til at stille op mod passende betaling. Det er efterhånden en tradition, at tobaksindustrien og andre virksomheder benytter sig af konsulenter, der med brug af videnskabelige udtryk søger at bortforklare, at en hund overhovedet vil bide et lille barn. Eller at fluorid under hjemlige forhold overhovedet skulle være farligt.

Læs også Phillippe Grandjeans beretning fra retssagen om kemisk foruerening i Minneapolis, der blev aflyst og kvalt af økonomiske interesser, mens han selv blev forsøgt gjort tavs, fordi hans forskning var »farlig«

Her kommer den chokerende udvikling: I USA ligger ansvaret for fluoridindholdet i drikkevand hos miljøstyrelsen (Environmental Protection Agency, EPA). Da en miljøgruppe rejste krav om at beskytte befolkningen – og næste generation – mod for meget fluorid, hyrede EPA et erfarent konsulentfirma, Exponent. Dette firma har blandt andet hjulpet tobaksindustrien og har ofte argumenteret imod EPAs regler om giftstoffer. Nu var situationen pludselig den omvendte, og Exponent skulle forsvare EPAs grænseværdi for fluor. EPA betalte et honorar på godt to millioner kroner til konsulentfirmaet for at rejse tvivl om forskningen. Derimod indkaldte miljøgruppen eksperter fra forskellige universiteter, som på ønske fra EPA tidligere havde fungeret som rådgivere (jo, jeg var en af dem).

Her kommer så det tredje forsvar. Hvis hunden faktisk har bidt barnet, så var det kun ganske overfladisk. Og nok er vi alle udsat for fluor, men slet ikke i de mængder, der er farlige. I Danmark og i EU benytter vi en grænse på 1,5 milligram per liter, som WHO har anbefalet siden 1984. USA tillader endnu højere værdier, som hævdes at fungere udmærket. Og et tab af nogle få intelligenspoint er jo ikke en sygdom, mente EPAs ekspert fra Exponent.

Fluor i teblade

Hvis det endelig kommer så vidt, at man må indrømme, at hunden rent faktisk bed barnet, så lyder det fjerde forsvar, at det var barnets egen skyld. Enhver ved jo, at en hund har tænder, og der er jo grænser for, hvad en hund vil finde sig i. Det samme gælder fluorid. Hvis nogen får for meget fluorid i kroppen, så skyldes det naturligvis ikke den smule, nogle lande føjer til postevandet. Det må være på grund af overdrevent vandforbrug. Der er også fluor i de fleste slags tandpasta, så folk må jo huske, at man skal skylle ud, når man har børstet tænder, og ikke sluge tandpastaen. Ja, sådan lyder de fire muligheder for forsvar, som tobaksindustrien tidligere har benyttet sig af.

Retssagen i USA er ikke afsluttet endnu, idet dommeren har bedt parterne om at levere konstruktive forslag til en løsning – og en opblødning af fronterne. Det kommer nok til at tage tid. Og der er nu opstået nye kontroverser.

Der er nemlig også fluor i teblade, specielt i te, der er dyrket i Østafrikas Rift Valley, og som især benyttes til teposer. Hvis en gravid kvinde drikker et par kopper te om dagen, får hun så meget fluorid, at det måske kan skade hendes foster. Burde man ikke deklarere indholdet af fluorid eller måske endda forbyde de mest fluorholdige tebreve? Herhjemme må svaret sikkert afgøres i Fødevarestyrelsen.

Nogle steder i Danmark er der naturligt for meget fluorid i drikkevandet, og det hører under Miljøstyrelsen. Hvor meget fluorid der skal være i tandpasta, afgøres af Lægemiddelstyrelsen. Bagved ligger Sundhedsstyrelsen, som formelt ikke har mandat til at gribe ind over for fluorid, men som nok kan rådgive om at beskytte næste generations intelligens. I fællesskab har de fire myndigheder til opgave at beskytte os mod for meget fluorid, forhåbentlig uden at hyre eksperter fra Exponent eller lignende firmaer.

For det kan da godt være, at hunden ikke bider – men fluorid kan altså være farligt for hjernen.

Environmental Health 18:110, 2019. E&E News 12. oktober 2020. Tandlægebladet, oktober 2020.