Guide. Både i Svend Åge Madsens nye roman og i hans omfattende bagkatalog bliver parforhold, sex, lyst og kærlighed endevendt på overrumplende vis. Her er en alt for kort indføring i Madsen-bøger til enhver målgruppe.
Dr. Madsens kærlighedsklinik

Til de unge elskende: Efterskoleparret, der tumler rundt, hormondrukne, lykkelige og usikre, skal læse klassikeren Se dagens lys (1980); et af mange Madsen-værker, der bliver mere aktuelt, for hvert år der går. I romanen er udskiftningssamfundet indført; alle borgere vågner hver morgen op til en ny hverdag med en ny ægtefælle, men da dagen er omme, ønsker Elef og Maya ingen andre end hinanden og går i kamp med systemet for retten til at være sammen. Missionen lykkes, de bliver gamle sammen og ender med at skrive Madsen-hovedværket Tugt og utugt i mellemtiden, en hævnhistorie om den unge Ludvig Alster, der dømmes uskyldigt for en forbrydelse og forhindres i selv at udleve sin kærlighed.

Til den, der er løbet sur i sit ægteskab: Udsæt turen i Statsamtet, og ras i stedet ud gennem litteraturen. Læs først sidste års roman med indlagte noveller, Enden på tragedie, hvori en kvinde forsøger at forvandle sin depressive mand Jens Gustav til latinoførsteelskeren Jean Gustave, hver gang hans hukommelse slettes af elektrochokbehandlinger. En anden karakter i bogen nedgør sin elskværdige ægtemand på modbydelig vis med onde fortællinger. Overvej, hvem af de fire karakterer De ligner mest, og læs derefter bogens indlagte novelle, hvor en martret ægtemand vender sig søvnløs i sengen, vaklende mellem om han skal slå sin kone ihjel eller forlade hende, inden han når frem til den endnu mere uhyggelige mulighed: at vælge at elske hende igen.
Del: