Den græske filosof Aristoteles havde en mening om det meste, og venskabet var ingen undtagelse. Venskaber er enten baseret på nyttetænkning, på hedonisme eller på dyd, hævdede Aristoteles i sin nikomakhæiske etik, og de sidstnævnte er allermest værdifulde.

I dydsbaserede venskaber er man hinandens livsledsagere; vennen bliver en slags »andet selv«, som man kan støtte sig op ad, måle sig med og spejle sig i.