Den største forsvarssatsning i Sverige siden Anden Verdenskrig. Flere nye regimenter, nye kampflydivisioner og en samlet forøgelse af forsvarsbudgettet på 40 procent: fra 60 milliarder svenske kroner i år til over 85 milliarder i 2025. Det helt store tamburkorps var trukket frem, da forsvarsminister Peter Hultqvist torsdag i sidste uge præsenterede den rødgrønne regerings forsvarsudspil.

»En kraftanstrengelse til fordel for Försvarsmakten,« fastslog socialdemokraten Hultqvist på et pressemøde. Forslaget er blevet til i samarbejde mellem Socialdemokraterna og regeringens to liberale støttepartier, Centerpartiet og Liberalerna, og den udtalte forsvarsvilje sigter åbenlyst mod et forlig med de to konservative oppositionspartier Moderaterna og Kristdemokraterna.