Hvad sagde Nabokov, da forargelsen over Lolita drev ned ad forrige århundredes vægge? Han nægtede at forholde sig til den. Men han var heller ikke en politiker, som var afhængig af folkestemning og vælgergunst, og han blev heller ikke prikket på skulderen af en streng moder ved navn Mette. Og det skulle til, for den nu tidligere overborgmester Frank Jensen, det seneste offer for #MeToo, forstod ikke nødvendigheden af at trække stikket. Han kunne sagtens høre, at hans adfærd blev opfattet som krænkende, men han forstod det egentlig ikke. Ikke engang, da han stod der midt i solen på kajen ved Islands Brygge og anstrengt smilende forklarede den samlede presse, at han nu forlod politik, forstod han det. Han gik, fordi han ikke kunne udføre sit arbejde, når medierne hele tiden ville høre om lår og tunger. Hvad han slet, slet ikke forstod, var, at han forventedes at angre.

For den hårde, toneangivende kerne af #MeToo-aktivister var ufrivillig afsked med karrieren ikke nok. Uden anger gik det ikke. Men man kan kun angre, hvis man forstår sin brøde og ikke har en kogende opposition indeni, der fortæller historier fra en nysvunden tid, hvoraf mindst én handler om retfærdighed: Kan det passe, at næsten 30 år med topposter i politik og 11 år med et mageløst stabilt københavnsk bystyre skal skylles ud i lokummet på grund af angivelig klam adfærd i festligt lag?