Af en eller anden grund kommer jeg til at tænke på, hvad en flirt går ud på. Det er jo de færreste, der almindeligvis går direkte hen til en person af det modsatte køn, eller hvem man nu ellers måtte være interesseret i, og siger »Jeg kunne godt tænke mig at gå i seng med dig, hvad siger du?« Det lægger op til et lige så direkte afslag, hvis modparten ikke er interesseret, og dette åbenlyse nederlag vil mange gerne undgå.

Flirtens ratio er derfor at lancere interessen på en så indirekte måde, at man kan undgå at tabe ansigt, hvis den anden person ikke er interesseret. Man kan med diskrete midler i tale og adfærd antyde en interesse uden at lancere den direkte. Med gebærder, øjekast, flertydige tonefald, uskyldige berøringer, der varer en anelse længere end normalt, mere eller mindre vovede kommentarer, foregiven interesse i personens andre gøremål og meget, meget mere, der for længst er kortlagt i litteraturen. Men motivationen for den indirekte henvendelse er, at hvis modparten ikke er interesseret, kan han/hun (indsæt selv hjemmelavede pronominer efter behag) med lige så diskrete midler signalere dette, og begge parter kan fortsætte deres dont, som om intet var hændt. Det indebærer en række interessante ting. Det indebærer, at uønsket seksuel interesse er dagens orden i flirten.