Enspænderen

Det er lidt af en begivenhed at få både en nyudgiven selvbiografi og en fuldtonet udstilling på Arken, når man som Arild Rosenkrantz (1870-1964) ellers kun har udstillet regelmæssigt i det ukendte københavnske Studio Schrader og ellers på et par internationale samlingsudstillinger tidligt i sit lange kunstnerliv. Det er altså ikke det med kunsten, der gør Arild Rosenkrantz’ Vejen gennem livet til interessant læsning. Eller hans billeder værd at studere. Der er noget bagvedliggende, der taler ind i nutidens sult efter det anderledes og fantasyagtige. Kunstnerens fortælling er en anden end den sædvanlige.

På sin vis er der noget, der minder om Rudolph Tegners aparte univers, som det ses på hans nordsjællandske museum i Rusland. Det forhold, at Rosenkrantz var baron af titel, og at adelsslægten forpligtede sig på kunsten og det åndelige liv, nevøenTimme blev eksempelvis en af jazzens fineste fortalere, gør, at den ukendte kunstners erindringer fortjener en plads i, om ikke litteraturen, så kunstlitteraturen. For Arild Rosenkrantz fortæller frit og gammelmodigt om sit liv og sine rejser, sine møder og sin højtelskede moder, der tidligt giver ham opgaven som tegner for sine spiritistiske syner og seancer. Julia, der er skotsk født, var elev nummer to på den første danske tegneskole for kvinder, forløberen til Akademiet allerede i 1880.