I sidste uge havde Overvægtsalliancen inviteret mig til åben debat om vægt og sundhed. Overvægtsalliancen er finansieret af Novo Nordisk og består af udvalgte eksperter og organisationer, blandt andet Kræftens Bekæmpelse, VIVE og Novo Nordisk. Det er et initiativ af professor Jens Meldgaard Bruun, leder af det Nationale Center for Overvægt og Adipositasforeningen. Overvægtsalliancens overordnede formål er »at reducere antallet af danskere, der lever med svær overvægt eller er i risiko for at udvikle svær overvægt«, altså med BMI på 30 og over.
Jeg var inviteret i kraft af min position som vægtneutral diætist (kort sagt en diætist, der ikke (længere) tror på vægttab som vejen til sundhed) og medstifter af den tværfaglige sammenslutning Ligevægt. En sammenslutning, der arbejder målrettet og evidensbaseret med at inddrage alle aspekter af vægtforskningen.
Det var tankevækkende at opdage, hvordan flere af vores mest respekterede professorer og læger inden for forskning i vægt og sundhed afviser de sundhedsmæssige konsekvenser af vægtstigmatisering. Til trods for at Overvægtsalliancen bryster sig af, at de vil bekæmpe stigma, bekræftede flere udtalelser fra Overvægtsalliancens medlemmer, at vægt er så meget i fokus, at det er med til at skabe og fastholde stigmatisering: »Er det der stigma ikke gået lidt i spin ...« og »Seriøst, jeg bliver da latterliggjort, hvis ikke jeg skal påtale den høje vægt over for patienten ...« for blot at ridse få af udsagnene op fra mødet.
Nej, på ingen måder er fokus på stigma gået i spin! Seriøs, international forskning viser, at stigmatisering eller følelsen af at være stigmatiseret kan udløse et målbart stressrespons med blandt andet forhøjet kortisol og C-reaktivt protein samt øge risikoen for hjerte-kar-sygdomme og øge dødeligheden. De sundhedsmæssige konsekvenser af vægtstigma er for nylig beskrevet i en stor international konsensusrapport i Nature Medicine og i 2017 i en rapport fra WHO.
Usund livsstil er ikke forklaringen
Flere af Overvægtsalliancens medlemmer taler varmt for, at det at have et BMI over 30 skal klassificeres som en sygdom. Eller i det mindste som en kronisk lidelse, der skal behandles livslangt med vægttab for øje. Det var chokerende at høre højtuddannede fagfolk argumentere for, at det ikke betyder noget – overhovedet – at vi kommer til at diagnosticere og »behandle« en masse sunde og raske, tykke mennesker.
Helt uden at interessere sig for de reelle økonomiske og ikke mindst menneskelige omkostninger fastholder de, at vægttab er vejen til sundhed. Vi skal blive ved med at opmuntre folk til at tabe sig, igen og igen. På trods af kendte konsekvenser af yoyovægt. På trods af at 100 års forskning i vægttab viser, at mindst 95 procent tager det hele eller mere på igen inden for to-fem år.
På dét punkt mangler vi bestemt ikke viden, hverken nationalt eller internationalt. Senest i 2019 har en norsk forskergruppe vurderet effekten af internationale højkvalitets-vægttabsstudier, hvor deltagerne blev fulgt i mindst tre år. Konklusionen adskiller sig ikke væsentligt fra den, som vi kender helt tilbage fra 1958. Her lavede den anerkendte amerikanske psykiater Stunkard nok den første rapport om effekten af vægttabsstudier, hvor han så 30 år tilbage. Han skrev:
»Den aktuelle udbredte interesse for vægttab hviler på mindst to antagelser: For det første at vægttabsprogrammer er effektive. For det andet at de er ufarlige. Nylige undersøgelser viser, at sådanne programmer kan være langtfra ufarlige. Denne rapport dokumenterer også, at det er ineffektivt.«
De studier er desværre ikke nået til Overvægtsalliancens bord endnu. I Overvægtsalliancens nationale strategi indgår stigma som et eksplicit punkt. Men efter fremlæggelsen af deres strategi og den efterfølgende drøftelse spekulerer jeg på, om hovedparten af deltagerne mon forstår, hvad vægtstigmatisering er? Ikke mindst om de overhovedet er bevidste om deres egen rolle som medskabere af en stigmatiserende kultur, hvor fokus på vægt og »overvægt« sandsynligvis udfordrer sundheden i højere grad end vægten selv.
På mødet blev der rejst et meget relevant spørgsmål: Hvordan undgår vi at stigmatisere de tykke, når vi laver en forebyggelsesstrategi, der skal undgå, at flere bliver tykke? Overvægtsalliancen svarede ærligt, at de ikke havde en løsning. Det forstår jeg godt, for det kan ikke lade sig gøre. Al erfaring og flere forskningsresultater tyder på, at stigmatisering er kernen i den problematik, som vægt forekommer at være for mange.
Så længe vi angriber vægten som en adfærd, der skal og kan ændres, lægger det jo implicit op til, at hvis din vægt i dag er højere end den accepterede norm, så er din adfærd og dit oplysningsniveau forkert. Særlig problematisk bliver det, når Overvægtsalliancen bliver ved med at tale om forebyggelse af »fedme« ved at sætte højere priser på »usund« mad og indføre tvungen motion i skolen. Som om en usund livsstil er forklaringen på, at nogle har en højere vægt end andre. Det er i sig selv en meget stigmatiserende måde at tænke på.
Grundlæggende er der i dag ikke tilstrækkelig viden om, hvorfor vores vægt udvikler sig, som den gør. Den enkeltes vægt er et samspil af over 100 forskellige faktorer, hvoraf kun en forsvindende lille del har med vores adfærd at gøre. Der er end ikke enighed om, hvorvidt den enkeltes vægt er styret af det gamle, kendte regnestykke: kalorie ind, kalorie ud. Kroppen er langt mere avanceret. Ny forskning viser for eksempel, at det er forskelligt, hvor mange kalorier vi optager eller udskiller fra tarmen.
Den slanke sundhedselite
Den internationalt respekterede forsker professor Thorkild I.A. Sørensen har forsket i »fedme«-gåden i mere end 50 år. Han har forsøgt at få os til at indse, at vægtudviklingen langt overgår noget, den enkelte selv kan forventes at kontrollere. Ifølge Sørensens teori er det plausibelt, at kroppen vil sørge for at opbygge fedt, hvis du føler dig truet på din eksistens. Overvej et overblik, hvad konsekvenserne kan være af at blive stigmatiseret, hvis sådanne mekanismer spiller ind. Hævet over enhver tvivl er, at kroppen opfatter et bevidst vægttabsforsøg som en lokal hungersnød og igangsætter en række biokemiske processer for at klare sig på færre kalorier.
Samlet set må vi konstatere, at der ikke er evidens for, at et fokus på vægtreduktion øger sundheden. Ikke overraskende anbefaler en rapport fra Vidensråd for Forebyggelse i 2013 også, at raske »overvægtige« ikke anbefales at tabe sig for deres sundhed. Ja, vedvarende overspisninger, som vi ser det ved for eksempel BED (tvangsoverspisningsspiseforstyrrelse), kan formentlig presse vægten unaturligt op. Men ellers er det meget forsimplet og naivt at arbejde ud fra ligningen Mad + Drikke - Aktivitet = Vægt. Desværre bekræfter mange i den slanke sundhedselite sig selv i denne ligning ud fra deres egen vægt: Jeg er slank, jeg dyrker motion og spiser sundt. Jeg kan lige tabe mig to-tre kilo, hvis jeg vil, så hvis de tykke gjorde det samme, ville de også tabe sig ...
Hvis jeg var blevet hørt, var jeg kommet med et simpelt budskab om at fokusere på sundhed i stedet for vægt. Jeg stod parat med resultater om vægt og sundhed fra forskningsmiljøer, som mange af deltagerne ikke aner eksisterer, men som har lige så gode resultater på menneskers sundhed på den lange bane som (det midlertidige) vægttab. Jeg stod parat til at forklare dem om nødvendigheden i et helt andet sprogbrug, væk fra at klassificere folk ud fra et fuldstændig ubrugeligt BMI. Men det store flertal af deltagerne stod fast på, at vægttab er en forudsætning for, at folk kan blive sunde.
Tiden er for alvor inde til at redefinere det snævre sundhedsarbejde, så vi ikke blot løber endnu stærkere i den fejlslagne retning, vi gennem de seneste årtier har haft. Jeg håber, vi i Ligevægtsalliancen kan medvirke til, at sundhedsprofessionelle – og flere andre grene af det professionelle Danmark – åbner øjnene for deres egen rolle som medskabere af en af de største trusler mod menneskers sundhed og livskvalitet: vægtstigmatisering.
