Det er svært at forklare, hvor meget vi hadede Uropatruljen på venstrefløjen i firserne. Det sug, der gik gennem en demonstration, når man opdagede dem. Jeg husker en bz-demo i 1983, det har været kort efter rydningen af Allotria. I Stormgade ved Frederiksholms Kanal får vi øje på én: lille, muskuløs fyr i forvaskede jeans og cowboyjakke, rødt partisantørklæde – mere fantasifulde var de heller ikke. Bz’erne er over ham med det samme, han er nede og bide i asfalten, men får vristet sig fri og slipper væk.

Men for at begynde med begyndelsen: I 1965 oprettes Uropatruljen som en civilklædt enhed under ordenspolitiet. De opererer primært på gadeplan og kommer til at påtage sig mange forskellige opgaver gennem tiden: at holde styr på hippier, provoer og situationister, foretage razziaer på Christiania, rydde Byggeren, ligge i krig med bz-bevægelsen, holde øje med rockerne, stresse narkomanerne og assistere narkopolitiet i større sager.