Spørgsmålet om forfatteren som »moralsk agent« er for mig at se ganske enkelt. Forfatteren er ikke og kan ikke være moralsk agent. Han eller hun har ikke til opgave at udarbejde opbyggelige historier med henblik på at styrke vedtagne normer, ej heller at forkynde et alternativt normsystem til erstatning for det gældende. En forfatter skal skrive for læsningens skyld, og læsning i ordets egentlige betydning er, som Novalis påpeger, en fri virksomhed. Ingen kan bestemme, hvordan jeg skal læse, hvilke tanker der skal komme frem i mig, når jeg læser, eller hvilke konklusioner jeg skal udlede af teksten, hvis jeg vel at mærke udleder noget af den.

Agitation, propaganda, er kendetegnet ved forenkling og gentagelse. Den arbejder med slagordslignende formuleringer og gør alt for at styre modtagelsen af budskabet. Dens sigte er at fremkalde bestemte moralske følelser og svejse de enkelte modtagere sammen til et handlingsparat »vi«. Litteraturen er i denne henseende propagandaens modsætning. At forfattere sommetider falder ud af rollen og forsøger sig med propaganda, kan man ikke gøre ret meget ved, men det er heller ikke særlig interessant for den, som studerer deres litterære skabervirksomhed. Forfattere er jo kun mennesker og kan derfor ligesom alle andre få den idé, at de ved nøjagtigt, hvordan dette eller hint bør være indrettet, og falde for fristelsen til at udbrede deres politiske meninger. Det er lige så pinligt, som når politikere udgiver digtsamlinger eller udstiller malerier. Men for enhver ægte forfatter er troskaben mod værket i sidste instans vigtigere end deltagelse i kampen. Vi ved, at Balzac var monarkist, mens Stendhal aldrig fraveg sin sympati for republikken og sin foragt for bourbonerne. Men Balzac var klog nok til ikke at forsøge at forskønne billedet af kongedømmet Frankrig, og Stendhal var klog nok til at blive siddende hjemme på rue de Richelieu og skrive Le rouge et le noir færdig, mens julirevolutionen tog de parisiske gader i besiddelse.