Denne artikel blev oprindeligt bragt i Weekendavisen 31. marts 2006:
I 1967 stod daværende stats- og udenrigsminister Jens Otto Krag i en karikatur-krise, der har forbløffende mange paralleller til den, som statsminister Anders Fogh Rasmussen står med i dag i sagen om Jyllands-Postens Muhammed-tegninger. Dengang blev Danmark nemlig også udsat for trusler fra rabiate, totalitære kræfter i udlandet, der krævede indskrænkninger i den danske presses brug af karikaturtegninger.
I august 1967 protesterede den kommunistiske folkerepublik Kina over, at to tegnere på det LO-ejede dagblad Aktuelt havde karikeret formand Mao Tse-tung – en skikkelse, som under den eskalerende kulturrevolution i Kina 1966-69 var genstand for en tilbedelse, som svarede til en anden religiøs profets.
Den kinesiske ambassade i København sendte 21. august 1967 en truende note til den socialdemokratiske Krag-regering, hvor kineserne protesterede over, at »det danske regeringsdagblad Aktuelt« havde trykt »en tegning, der var ondskabsfuld bagvaskelse af formand Mao, det kinesiske folks store leder. Tegningen var et yderligere bevis på bladets fjendtlighed over for det kinesiske folk. Det er en handling, som det kinesiske folk absolut ikke kan tolerere, og ambassaden protesterer derfor kraftigt imod dette.« Den kinesiske note krævede herefter, at »den danske regering øjeblikkelig tager skridt til i fremtiden at hindre sådanne handlinger. Hvis den danske regering fortsat fastholder sit stædige standpunkt, fortsat anvender pressen til kinesisk-fjendtlig propaganda og underminerer de fredelige forbindelser mellem de to lande, må den danske regering bære det fulde ansvar for de alvorlige følger dette kan få.«
Stats- og udenrigsminister Jens Otto Krag var i udlandet, hvorfra han udtalte, »at der selvfølgelig ikke kan være tale om at tage forholdsregler, som censurerer dansk presse.« Og næste dag blev chefen for den kinesiske ambassade bedt om at møde op i Udenrigsministeriet for at modtage Krags svarnote, der lød:
»Som det ved flere lejligheder er blevet meddelt den kinesiske regering er dagbladet Aktuelt et privatejet foretagende, som i ingen henseende er underkastet den danske regerings direktiver. Det er ligeledes ved disse lejligheder anført, at pressens frihed er et i den danske grundlov og i det danske samfundssystem grundfæstet princip, hvorfor regeringen ingen mulighed har for at hindre dagbladet Aktuelt så lidt som den danske dagspresse i øvrigt i at bringe tegninger som de i noten omhandlede.«
Altså en blank afvisning fra Krag, der minder meget om det konsekvente forsvar for ytringsfriheden, som efterfølgeren Fogh har stået for under Muhammed-krisen.
På ét punkt adskilte Krags håndtering sig tilsyneladende fra Foghs. Den kinesiske chefdiplomat blev bedt om at møde op i Krags udenrigsministerium – ved optakten til Muhammed-krisen afviste Fogh at invitere de vrede 11 muslimske ambassadører til møde.
På lederplads i aviser blev der i 1967 skrevet meget om perspektiverne for ytringsfriheden. Dagbladet Informations chefredaktør Børge Outze bakkede fuldtonet op om Aktuelt og bladets ytringsfrihed. Han sammenlignede kinesernes optræden med nazisternes. Men Jyllands-Posten var forbeholden i sin opbakning. Jyllands-Posten klandrede Aktuelts brug af ytringsfriheden i en leder, hvor der blev fremført argumenter, som i dag er at finde hos Politikens lederskribenter. JP mente:
»På den anden side skal også vi passe på. Det kan således være fristende i de kommende måneder i karikaturtegninger og på anden måde at gøre grin med udskejelserne i Kina, hvilket naturligvis er helt legitimt. Derimod er det hverken legitimt eller tilgiveligt at tilsøle en stor og alvorlig politisk konflikt ved som led i den at fremstille Mao som en ond asiatisk dværg eller kineserne som orientalske djævle omgivet af Orientens sædvanlige attributter, thi striden får på den måde let racemæssige overtoner, som hverken er forenelige med sandheden eller det danske system, hvis ideer det er, vi prøver at forsvare.«
Bent Eskestad lavede Mao-tegningen, der fik karikaturkrisen til at bryde ud i august 1967. Han siger i dag til Weekendavisen:
»Der var en helvedes ballade. Jeg husker, at jeg blev ringet op af en journalist fra Ekstra Bladet, der spurgte: ’Hvordan føles det at have fornærmet verdens største leder?’«
Eskestad fortæller, at han ikke fik politibeskyttelse. »Jeg var nu heller ikke nervøs. Men min kone sagde, at vi måske burde flytte, fordi hun ikke følte sig tryg. Vi boede i et stråtækt hus, og hun var bange for, at kineserne skulle komme og futte det af!« erindrer 75-årige Eskestad og tilføjer: »På mange måder ligner sagen dengang sagen om Muhammed-tegningerne. Men jeg bryder mig ikke om den måde, Jyllands-Posten lavede sine tegninger på. Da spørgsmålet om selvcensur i forhold til Muhammed kom frem, kunne man godt have tacklet det på en mere intelligent måde i stedet for bare at række tunge ad muslimerne.«
Denne artikel blev oprindeligt bragt i Weekendavisen 31. marts 2006.
