Menneskelarver under lup

Som læser giver jeg ikke så meget for førsteindtryk. En glat bog træder måske i karakter, når det virkelig gælder. En sjuskedorte har ved nærmere eftersyn sin egen helt unikke stil. Jeg tænker på en ny bog som et nyt bekendtskab, der skal have tid og plads til at præsentere sig ordentligt. Jeg ved sjældent, om jeg kan lide den, før jeg har læst den til ende.

Eva Menasses Dyr for viderekomne er en af de få undtagelser, der bekræfter den regel. Bogen bød mig fra første side kraftigt imod – og underligt nok, for ideen er fin. Hver novelle tager svævende udgangspunkt i en readymade om et dyr. Læseren må selv finde mening i sammenstillingen mellem for eksempel en lille faktuel tekstbid om fåreuld og en psykologs optegnelser fra en kunstnerkoloni. Novellerne er vidt forskellige, men bindes sammen af et fokus på menneskets dyriske – det vil i denne sammenhæng sige lave, tvangsprægede, underjegstyrede – sider. Og Eva Menasses sprog er sprælsk og overskudspræget, billeddannelsen er ofte ulækkert god; som her i samlingens bedste novelle, »Larver,« hvor gamle, demente Grete beskriver den tandpasta, som hendes despotiske mand straks efter tvinger ind i munden på hende: »Det er en hvid larve, sagde hun med et smil, uden hår på, men den har mange ben.«