Mekanisk før-mekanik

Efter Cambridge Analytica-skandalen i 2018 er det internetkritikkens tidsalder. Der udkommer bog efter bog om digitaliseringens problemer, og Deres undertegnede har heller ikke holdt sig tilbage. Akademikeren og kulturkritikeren Michael Böss opsamler nu meget af kritikken i sin Det digitale massemenneske. Her gennemgår han en lang række af de digitaliserings- og internetproblemer, de seneste år har fremkaldt debat af: skærmbrugens psykologiske konsekvenser, børns svigtende kontakt med skærmbrugende forældre, indlæringsproblemer med computere i skolerne, ensomhed, stivheden i digitaliseringen af offentlig administration, filterbobler, gruppeekstremisme, fake news, eroderingen af den diskuterende offentlighed og meget andet. En stor del af det kan man være enig med Böss i, og bogen kan med sine mange referencer læses som et nyttigt kompendium over den verserende digitaliseringskritik.

Når det er sagt, må man dog også anholde et par problemer i bogen. Det virker grangivelig, som om Böss æder enhver kritik af digitalisering og internet råt. De fleste af de mange undersøgelser, han henviser til, er netkritiske – og ligesom han selv kan kritisere net-fanatikere for at cherrypicke deres referencer, kan man med føje mistænke ham for det samme med modsat fortegn. Reelt mangler der vel nogle seriøse metastudier, der sammenligner de mange studier af internetadfærd og digitalisering og drager komparative kritiske konklusioner – ikke mindst i en tid, hvor vi er blevet klar over mange adfærdspsykologiske studiers manglende gentagelighed. Er det eksempelvis sandt, at ensomhed er et voksende problem, og at de sociale medier er skyldige heri? Har vi pålidelige ensomhedsundersøgelser, der går langt nok bagud til at dokumentere udviklingstendenser? Og er periodevis ensomhed ikke et eksistensvilkår snarere end noget, vi kan forvente udryddet politisk eller teknologisk?