Når man nu skal pådrage sig en hobby, er snapsemageri vel ikke det værste valg. Livet i sluttrediverne må kunne rumme mere end Aula, madpakkesmøring og sene dage på kontoret, det er klart. Men da jeg er for ung til lycra og for gammel til at blive bedre på guitaren, må der tænkes i andre baner. Og hvad kan være mere bæredygtigt og tidssvarende end fouragering og selvforsyning med basisfødevarer?
Ikke at det lå i kortene som sådan. I gymnasietiden var Rød Aalborg en stående joke (»Der er nu intet som snaps, heldigvis!«), men senere begyndte noget at røre på sig. Først i min Bellman-periode (come on, sådan en har vi alle haft), hvor Fredmans epistlar skabte poetiske dønninger i livets vand, langt mere æterisk end den destruktive øldruk i Tom Kristensens Hærværk, og man drømte om at fugte sin aske i et Stockholm befolket af smukke, tandløse piger med opsnorede kjoleliv, hensvævende i lykkelig beskænkelse:
»Bacchus bli’r min svigerfar/ Jeg bli’r som søn af huset./ Min engel, af dit skød jeg ta’r/ Og slikker mig beruset.«
Nogen Bacchus var han måske ikke, faren til Den Første Kærlighed, men formativt var det, da han åbnede vitrineskabet og fremdrog et gyldengrønt koncentrat, sanket sammen med hans egen salige politimesterfar, og fortyndede det med klar Brøndums i mit glas. Symbolikken ramte rent: Når flasken var tømt, var der ikke mere tilbage af hans far, og her sad han og delte et par centiliter med mig.
Som sådan er akvavitten forbundet med slægters gang, den er tid fastfrosset i duggede glas, og ingen artefakt bærer smukkere vidnesbyrd om dette end Snapsehylden.
Det mørkbejdsede vidunder blev først indkøbt i en lille falstersk marskandiser i begyndelsen af 1960erne, da mine bedsteforældre havde købt et fristed i Skovby-Havnsø, og køn var den vel strengt taget ikke. Tre vinkelrette hylder med afrundet front, fastgjort på to dekorativt udskårne bredder og udstyret med et øsken til fastgørelse i et egnet hjørne.
Men den blev en rekvisit i en lille families lykkelige scenografi; bogstaveligt talt et velordnet hjørne af tilværelsen, hvor min oldefar og morfar dyrkede svigerfaderlig bonding over livets vand, og hylderne langsomt blev fyldt op med bjesk og akvavit, sanket, filtreret og fortyndet efter traveture ved højmose og søbred.
I længden blev køreturene sydpå dog for udmattende, og landstedet blev solgt i møbleret tilstand, som man nu gør med fritidshuse. Der var fugtige øjenkroge i bilen før den sidste afgang, men umiddelbart før morfar drejede nøglen i tændingen, kom min mor, en ung pige på daværende tidspunkt, i tanker om én genstand, de nye ejere i hvert fald ikke skulle have med.
Siden flyttede den ind på terrassen i periferien af Gilleleje, og i overtroiske stunder har jeg siden overvejet, om det ligefrem var den, der som en medbragt talisman vågede over min barndoms lykkeligste stunder. Dengang bemærkede jeg den selvsagt ikke, dertil var Lademanns Sportsleksikon og kuglespillet alt for spændende. Men latterbrølene og bægerklangen fra uendelige terrassemiddage husker jeg endnu; de trængte gennem de tynde trævægge ind til rummet med de svale dyner, hvor jeg sov ind til den trygge lyd af en familie i zenit.
Heller ikke mit fristed fik dog lov at forblive mit, og historien gentog sig. Sidste frokost indtaget, bilen pakket, en knude i maven. Håndbremsen trukket, frem med skruetrækkeren, klenodiet afmonteret og akkurat reddet fra den velhavende barbar, der havde købt Paradis og utvivlsomt ville have kørt Excalibur på lossepadsen ved førstkommende lejlighed.
Nu hænger den i min ødegård, som i hvert fald aldrig skal afhændes, hverken møbleret eller tømt, og med overdragelsen af skatten fulgte en mission: at fylde de tre små hylder med brændevin til krebsekalas og andre stjernestunder på terrassen.
Et dogme måtte der til: Alt skulle sankes af mig selv, netop som ingredienserne var i sæson, og pludselig havde jeg lært at botanisere. Ikke på niveau med min syvårige datter, der selvsikkert gnasker sig igennem vækster, jeg aldrig har hørt om, og henkastet jonglerer med trekvart Flora Danica-register på en kort gåtur.
Men godt nok til at kunne kende den prikbladede perikon i Mols Bjerge en simrende julidag og målrettet gå på porsejagt ved badesøen i Småland. Og pludselig er en vandretur ikke blot en vandretur, men en øvelse i at læse et landskab i præsens: Dér er rødgranens første spæde skud, som skal trække i fem-seks uger og smager hen ad kiwi; dér er sødskærm og skovmærke, rejnfan og revling, smagseksplosioner, der venter på at blive udløst, og bagerst et valnæddetræ, I kan klatre i, mens far plukker tre umodne grønne kugler, som med en minimal indsats og lidt tålmodighed kan forvandles til flere liter af Nordens cognac.
Bestræbelsen er rent ud sagt alkymistisk, og efter et par portioner, der smagte af henkogt lim, er resultaterne blevet bedre. Vores diminutive kælderrum er blevet forfremmet til lagerkælder, hvor udtræk i mærkelige farver hviler på træfade og i glaskrukker, forsynet med manillakort med oplysninger om filtreringsdato, sankested og hviletid, klar til at blive påfyldt smukke flasker opstøvet på loppemarkeder.
Til svigermekanikkens familiefrokoster har jeg overtaget faklen fra den afdøde matriark. Jeg kurerer onklernes akvavitaminmangel og synger for på familiens overleverede snapseviser; selv børnene i familien kender versene og hæver deres snapseglas med rød sodavand: »Havet har farlige klipper og skær/ Og grådige hajfisk med haps i/ Så det var et held at vi havnede her/ Blandt venner og flasker med snaps i.«
Men der er mere på spil end tøhø-viser og bonmoter, nemlig kampen mod tiden. For akvavittens sande mirakel er, at den kan konservere de gode dage. Når sildemaden får selskab af en snaps på rønneblomst, kan det være nok så bidende frost udenfor, men i glasset ligger en summende majdag, hvor de saftfyldte skærme strittede i vitalt forårsvanvid, og fruen havde den prikkede sommerkjole på og sendte mig dét smil.
Man kan parre stegen med den dyblilla slåensnaps, og efter første nip husker jeg den julemorgen, hvor vi kæmpede os vej gennem krattet ved Tyskertårnet på Helgenæs for at fylde kurven, før turen gik tilbage til konfekten og sommerhusets brændeovn.
At gemme et smil, til det bliver gråvejr, er lettere sunget end gjort, men at bevare en perfekt dag er en bestræbelse tifold mere meningsfuld end yoga. Og ingen herrefrokost er nogensinde blevet sjovere på grund af crossfit.
