Tv-vært Sofie Linde chokerede publikum, da hun til Zulu Awards den 26. august fortalte om en chef på DR, der havde truet den dengang 18-årige Linde med at ødelægge hendes karriere, hvis hun ikke gav ham oralsex. Historier som disse afføder typisk en masse skadelige automatreaktioner. De kan optræde i forskellige afskygninger, men de fleste af dem har det samme resultat: at det bliver sværere og mere skamfuldt for kvinder at fortælle om deres erfaringer. Det har den effekt, at vi som samfund, som kolleger og som mænd får sværere ved at lytte og få indsigt i og gøre op med de strukturelle problemer på arbejdsmarkedet, som historier som Sofie Lindes dækker over.
Journalist Adam Holm gav for nylig et udmærket eksempel på dette. I et indlæg i Altinget den 3. september kommer Adam Holm med en række af de skadelige automatreaktioner på en gang, imens han samtidig iklæder sig en spørgende orddragt som en #MeToo-aktivist, der deler projektet og egentlig forsøger at fremme det. Effekten er den stik modsatte. Reaktioner som Holms hæmmer arbejdet for et lige arbejdsmarked.
Det værste, Adam Holm gør i sit indlæg, er indirekte at pålægge Sofie Linde ansvaret for, at andre kvinder vil opleve kommende krænkelser. Hvorfor? Fordi hun ikke navngiver sin gerningsmand:
»Som eksemplerne med Harvey Weinstein i USA og Jean-Claude Arnault i Sverige viser, nøjes krænkerne ikke med ét offer. Vi må antage at ’den store tv-kanon’, som krævede orale ydelser, også har forsøgt sig med andre kvinder. Måske gør han det fortsat. Hvis det er tilfældet, skal han stoppes, og burde have været det for længst, men så langt er Linde desværre ikke villig til at gå.«
Her overser han, helt basalt, at eksempelvis de første artikler om den fransk-svenske fotograf og teaterinstruktør Jean-Claude Arnaults overgreb faktisk var pseudonymiseret – han gik under betegnelsen »kulturprofilen« – blandt andet fordi fokus skulle rettes imod den strukturelle chikane i det svenske kulturmiljø og ikke alene imod en enkeltperson. Det er vigtigt, at kritikken er strukturel. For det er problemet også. Det handler ikke om, hvor langt man er villig til at gå, men om, hvilket problem man står over for, og hvordan det skal løses.
Derudover er det ikke, som Adam Holm får sagt, Sofie Linde, der har ansvaret for seksuel chikane og krænkelser, som ledere og store profiler begår i kultur- og mediebranchen. Det er de mænd, der krænker, som har ansvaret. Sofie Linde har derimod givet os en mulighed for at forstå, lytte og handle på problemet. En mulighed, som Adam Holm afviser. Det ville i øvrigt også gøre det lettere for kvinder at stå frem og navngive fremtidige overgrebsmænd, hvis vi fik en mere lyttende og strukturel debat af seksuel chikane. Adam Holms indlæg gør det modsatte. Hvis overgrebsmanden ikke ville have, at svaret blæste i vinden, så kunne han jo bare stå frem. Indtil da har vi en anledning til at blive klogere på den systematiske seksuelle chikane, der desværre plager vores arbejdsmarked i Danmark.
Et andet problem er, at Adam Holm anklager (så godt som direkte) Sofie Lindes vidnesbyrd for at være et mediestunt:
»Problemet med Lindes udsagn er, at det fremmer en nagende fornemmelse af, at der var tale om et mediestunt snarere end et dybtfølt ønske om at give et rygstød.«
På den måde kolporterer han myten om, at det er en lækker og efterspurgt position at stå frem med personlige historier om seksuel chikane. Det er det ikke. Adam Holm forvrænger magthierarkiet og lader, som om det er et kynisk, attraktivt og magtfuldt mediestunt at stå frem som kvinde og fortælle om overgreb. Hans egen – og mange andres – reaktioner vidner tydeligt om det modsatte.
Han går endda så vidt som at botanisere i, om chikanen »har martret Linde i nævneværdig grad, og at hun derfor har været i stand til at glemme den, indtil det var opportunt at støve den af?« Adam Holm fremturer her helt uden at vide, hvad Sofie Linde eller andre kvinder går igennem, når de oplever verbale eller fysiske krænkelser og samtidig skal gøre sig gældende i miljøer, hvor den slags slet ikke er ualmindeligt.
Der er her tale om klassisk delegitimering, endda helt uunderbygget. Det er i grunden ganske ubehageligt.
Adam Holm er med til at underkende den seksuelle chikane, som kvinder udsættes for på det danske arbejdsmarked, når han bagatelliserer Sofie Lindes historie som en del af en »almindelig kultur«:
»Nu må man i stedet spørge: Er der overhovedet en ’sag’, eller er det dybest set udtryk for den sjofelhedskultur, som er normen ved mange julefrokoster?«
Vi kender en del – men slet ikke nok – til omfanget af seksuel chikane, som oftest er rettet imod kvinder på det danske arbejdsmarked. Både fra vidnesbyrd, kvalitative og kvantitative undersøgelser. Og blot så der ikke er tvivl: Vi har med et udbredt problem at gøre, som – til stor skam for vores samfund og arbejdsmarked – stadig lever i bedste velgående.
På IT-området, som jeg arbejder med at analysere til hverdag, udsættes 36,8 procent af de kvindelige IT-studerende for en form for seksuel chikane eller kønnet krænkelse under deres studietid. Det viste to undersøgelser, der udkom i marts. Det samme tal er 44,5 procent for kvindelige IT-professionelle i løbet af deres arbejdsliv. For mændene er tallet blot 7,5 procent. Og problemet er alt for omfattende i andre brancher også. Det vidner om en skæv og kvindefjendsk magtkultur på arbejdsmarkedet. Et arbejdsmarked, som statistisk set behandler kvinder meget dårligere end mænd, når det kommer til seksuel chikane. Med alle de konsekvenser for karriere, fysisk og psykisk sundhed, som hver eneste krænkelse potentielt fører med sig.
Derfor er det også så nedslående og ødelæggende, at kvinder, der står frem og fortæller om overgreb, skal tillægges motiver, have deres oplevelser bagatelliseret og anklages for at være årsag til nye krænkelser.
Adam Holm går virkelig ikke forandringens ærinde her, når han mistænkeliggør Sofie Lindes historie uden noget belæg eller nogen meningsfuld argumentation, men på baggrund af løse gisninger og nagende mavefornemmelser.
Sofie Lindes vidnesbyrd er en vigtig anledning til at tage debatten om seksuel chikane alvorligt. Det burde vi have gjort for længst alligevel. Der er ingen tvivl om, at det ville være meget lettere at gøre noget ved den seksuelle chikane på vores arbejdsmarked, hvis vi ikke skulle igennem bunker af indlæg som Adam Holms, hver gang en kvinde står frem med en vigtig overgrebshistorie.
Læs også om kønskampens brændte jorder fra det forgangne årti: »Køn: Den totale krig«
