Der er, som altid, en masse på færde og store armbevægelser hos Madame Nielsen i hendes nye roman Lamento.

De lærde referencer står i kø fra første til sidste side. Stilistisk er den – ligesom Den uendelige sommer og Det højeste væsen, der udgør de første to bind i den »kærlighedstrilogi«, som Lamento afslutter – nærmest anmassende overlegen i sit altmodisch, højstemte udtryk, som ikke mindst bølger frem i forfatterindens varemærke: de lange, svungne sætninger: