Malte-bolsje. Malte Tellerups roman om at hænge arbejdsomt ud på heden er godhjertet grænsende til salvelsesfuld med lige præcis skarp nok stilistisk klarhed.
Hedens popdyrkning
Jeg var hele tiden parat til at blive grundigt irriteret på Hedeselskabet, Malte Tellerups opfølger til den løfterige debutroman Markløs fra 2017, men igen og igen blev jeg i stedet mildt irriteret eller rettere irriterende mild: Hvilket vil sige, at jeg blev mildt irriteret over, at jeg i stedet for at blive irriteret simpelt hen blev mild af min læsning, og hvad er det nu for en sær og umulig læseeffekt?
Jeg tror, jeg læser mig mild, fordi bogens jegfortæller Tobias (som, gætter jeg på, ikke er helt ulig bogens forfatter) i sin attitude såvel som skrivestil fremstår så afvæbnende åben og nysgerrig og storøjet. Selv når han svømmer hen over naturen i det østjyske hedelandskab, han og hans kæreste (og forfatterkollega) Viktoria og billedkunstnervennen Andreas emigrerer til, sker det med denne markeret konkrete, fint dirrende, afmålt ekstatiske akkuratesse; her kommer et langt, dejligt citat:
Del: