Coronakrisen har som aldrig før øget efterspørgslen på engangshandsker og andre værnemidler fra sundhedssektorer verden over, herunder også i Danmark. En betydelig del af de mange millioner engangshandsker, som årligt forbruges af danske hospitaler, plejehjem, hjemmeplejer og lægepraksisser, kommer fra Malaysia.
Et hurtigt kig i eksempelvis varekataloget fra Staten og Kommunernes Indkøbsservice, som store dele af den kommunale pleje- og sundhedssektor kan købe fra, tilbyder engangshandsker fra leverandører, der i stor stil opkøber fra Malaysia. Det samme viser en rundspørge til landets regioner, som køber ind til hospitalerne.
Gummihandsker er big business i Malaysia, der er verdens største producent og står for over halvdelen af verdens årlige produktion af 300 milliarder gummihandsker. COVID-19-pandemien sparkede tidligere på året aktiepriserne op med over 20 procent på blot en enkelt uge for nogle af Malaysias og verdens største handskefabrikanter. Fremstillingen af engangshandsker beror imidlertid på billig indvandrerarbejdskraft, og der er stærk mistanke om, at det sker under slavelignende arbejdsforhold.
Millioner af migrantarbejdere
Hvert år krydser titusinder grænsen til Malaysia og slutter sig til det millionstore antal indvandrere. Her får de jobs i blandt andet landets gummi- og palmeolieplantager og på det voksende antal fabrikker, der laver tøj, elektronik og gummihandsker til forbrugere, kontorer og hospitaler i hele verden. COVID-19-pandemien har resulteret i hjemsendelse af en stor del af migrantarbejderne, men det gælder ikke for produktionen af gummihandsker, der nu er endnu større efterspørgsel på.
Udsigten til en fabriksløn i Malaysia er for millioner af nepalesere, burmesere, bangladeshere og mange andre en drøm, der indebærer årevis af familieafsavn. Men også en langt bedre mulighed for at forsørge familien end ellers. I 2018 blev, hvad der svarer til over 50 milliarder kroner, sendt ud af Malaysia til familier i migranternes hjemlande.
Med i bagagen har mange imidlertid en jobgaranti, som de har betalt dyrt for hos rekrutteringsagenter i hjemlandet. Har man ikke penge nok til at betale, låner man af bekendte eller gældsætter sig med høje renter hos lokale lånehajer.
»Det er et vilkår at betale for at få job, vi kan ikke gøre andet,« fortæller Selif fra Bangladesh, der i over ti år har arbejdet for en af Malaysias, og verdens, største gummihandskeproducenter med store kunder i EU og USA.
I årevis har det været udbredt, at migranternes pas bliver konfiskeret af arbejdsgiverne ved ankomsten, og at opgaver, arbejdsvilkår og boligforhold ofte er ringere, end hvad de blev stillet i udsigt.
»Sådan har det været i al min tid her. Alle, jeg kender her, har betalt agenter for at få job og har ikke set passene i årevis,« siger Selif.
Fastlåst i gæld
Jeg taler med fabriksarbejderen på en vejsiderestaurant i et af Kuala Lumpurs ældre industriområder. Flere slutter sig til os. Det er fyraften og tid til hurtig aftensmad for at nå tilbage på hostel inden klokken 21, hvor udgangsforbuddet starter. Overskrides det, vanker der en halv månedsløn i bøde.
»Bøder og suspendering er udbredt her,« fortæller Selif og hans kolleger. For eksempel hvis man går på toilettet uden tilladelse. En nyansat ung kollega er lige blevet suspenderet i to uger, fordi han blundede på jobbet. Det er en hård omvæltning for nogle at vænne sig til 12-timers arbejdsdage og kun én månedlig fridag. Overarbejdet kan man ikke sige nej til, finder man ud af.
Vil man hjem til familien på grund af en nødsituation såsom et dødsfald, skal man aflevere en månedsløn i depositum for at få passet udleveret.
En anden migrantarbejder, Daif, der arbejder for en større gummihandskeproducent 200 kilometer uden for hovedstaden, fortæller samme historie. »Vi skal lægge omkring tre månedslønninger i depositum. Jeg havde ikke råd og kunne ikke være med til min mors begravelse.«
Den slags vilkår er langtfra atypiske i Malaysia. Fabriksarbejdere hos alle de gummihandskefabrikanter, jeg talte med, fortalte om tilbageholdte pas, høj betaling for at få job og medfølgende højrentegæld.
Indvandrere fra Bangladesh betalte, hvad der svarer til mellem 27.500 og 32.000 kr. for et job. Det er over en årsløn, når mindstelønnen er 1800 kroner om måneden. Med overarbejde kan nogle tjene op mod 3000 kroner pr. måned. Nepalesere, vi mødte, betalte 8000-9500 kr.
Mange værdsætter overarbejdet, lovligt eller ej, for ikke at blive fastlåst i gæld. Andre vil væk, gæld eller ej, men tør ikke: »Hvis jeg kunne, ville jeg tage hjem, selv om det betyder, at jeg taber penge og får mere gæld. Jeg kan ikke klare det her,« fortæller Asad fra samme fabrik som Daif.
Repræsentanter for handskefabrikanterne har et lidt andet syn på sagen. »Vi dækker 100 procent af alle rekrutteringsgebyrer i Malaysia, herunder også alle procesgebyrer, transport- og forsikringsudgifter og yderligere udgifter, der kan være påkrævede for at bringe udenlandske arbejdere ind i Malaysia til vores virksomheder,« svarer én.
Ingen af de 37 fabriksarbejdere, som jeg talte med, havde dog set skyggen af kompensation. De kendte heller ikke til andre, der havde fået refunderet udgifterne for at få job.
En repræsentant for en anden fabrik fortalte, at overarbejde er »fuldstændig frivilligt«, og at arbejderne har »fuldstændig frihed til at tilgå deres pas døgnet rundt uden begrænsninger«.
Tvangsarbejde
»Tvangsarbejde er en reel risiko for migrantarbejdere fra fattigere dele af verden, som pådrager sig betydelig gæld for at betale rekrutteringsagenter for at få et job i udlandet, ofte på falsk grundlag,« siger Urmila Bhoola, FNs særlige rapportør om moderne slaveri. »De accepterer i højere grad udnyttende forhold, trusler og straffe.«
Gældsslaveri er sammen med mange andre indikatorer på tvangsarbejde tidligere dokumenteret i Malaysia af såvel vestlige myndigheder som FN, konsulenthuse og medier, men aldrig har landets fremstillingsindustri fået så meget opmærksomhed som de seneste par år.
Tvangsarbejde blev afsløret af The Guardian og The Diplomat i gummihandskebranchen, af Der Spiegel og Danwatch i elektronikindustrien, af Transparentem i Malaysias tøjfabrikker og af The Telegraph i kondomfabrikker.
I alle tilfældene var storkunderne vestlige importører.
»De forkastelige forhold for migrantarbejdere svarer til, hvad vi kender fra Golfstaterne, og får Malaysia til at ligne et Sydøstasiens Qatar,« siger Jesper Nymark. Han er direktør i Danwatch, et dansk researchcenter, der bedriver undersøgende journalistik.
Handskefabrikanterne i min undersøgelse sælger til Fortune 500-virksomhederne McKesson, Henry Schein og Owens & Minor samt Medline Industries, der er et af USAs største privatejede selskaber. Alle leverer til sundhedssektorer i EU eller USA. McKesson, Henry Schein og Medline oplyste, at de forventer, at leverandørerne efterlever alle relevante krav, men svarede ikke på, om de kender til forholdene hos navngivne leverandører i Malaysia. Nogle af de malaysiske handskefabrikanter sælger også til Danmark. Det vender vi tilbage til.
Medieafsløringer og lovkrav
Gør de seneste års afsløringer en forskel, når problemerne har stået på i årevis? Nogle gange, ja.
En undersøgelse fra Transparentem, en anden organisation, der bedriver undersøgende journalistik og målrettet virksomhedsdialog, førte til, at 2500 tekstilarbejdere i alt fik en kompensation på 12 millioner. The Guardians mediedækning i december 2018 af to malaysiske handskeproducenter, Top Glove og WRP Asia Pacific, satte en mindre orkan i gang.
Et yderligere skub til forandringens vinde kom i oktober 2019, da amerikanske toldmyndigheder udstedte et sjældent set importforbud mod engangshandsker fra den malaysiske producent WRP Asia Pacific på grund af mistanke om tvangsarbejde. Importforbuddet gav hurtigt genlyd i Malaysia. Inden for en uge havde ministerielle embedsmænd inviteret sig selv til møde i USAs ambassade, landets beskæftigelsesminister ville adressere tvangsarbejde bedre med et lovændringsforslag og forudsagde, at flere eksportører kunne blive ramt, hvis man ikke gjorde mere for at håndtere tvangsarbejdsrisici.
Ministerens spådom blev til virkelighed medio juli, da verdens største gummihandskefabrikant, Top Glove, blev ramt af et nyt amerikansk importforbud. Tre uger senere var Top Glove klar til at kompensere migrantarbejdere med 75 millioner kroner for rekrutteringsgebyrer og en opfordring til USA om nu at ophæve forbuddet. Ugen efter krøb Hartalega, en anden af verdens største handskeproducenter, til korset med 60 millioner kroner i refusion til migrantarbejdere. Andre fabrikanter fortæller, at de er på vej i samme retning.
Importforbuddet på WRP Asia Pacific ophørte i marts, da USA nu mener, at handskerne ikke længere produceres ved tvang. Og denne sommer påbegyndte WRP så som de første kompensationen af 1600 migrantarbejdere for over 30 millioner kroner – en proces planlagt til at vare 30 måneder.
I EU har man ikke samme sanktionsinstrumenter som USA, men opbakningen vokser til lovkrav om bedre leverandørkædekontrol, efter at vestlige virksomheders egne audits af leverandørfabrikker i Malaysia og andre lande i årevis ikke har formået at håndtere, endsige identificere, problemerne.
Troværdigheden af den slags leverandøraudits – der betales af virksomhederne selv og er en milliardindustri – problematiseres i stigende grad af ngo’er som Clean Clothes Campaign, der har samlet hundredvis af eksempler på fejlagtige audits.
Ivy League-universiteter som Cornell forsker nu i troværdigheden af auditdata. Personer involveret i audits af malaysiske handskefabrikanter fortæller under ønske om anonymitet, at høj gæld på grund af høje rekrutteringsgebyrer er velkendt, men ikke relateres til tvangsarbejde.
Dette forår konkluderede en rapport fra EU-Kommissionen, at lovgivning var den mest effektive vej til at sikre bedre leverandørkædekontrol, idet virksomhedsfrivillige tiltag, Corporate Social Responsibility (CSR), havde fejlet. EU-kommissær Didier Reynolds fortalte efterfølgende, at Kommissionen i 2021 vil fremsætte et lovforslag.
»EU bør standse import af produkter og service, der involverer slaveri og er en ekstrem udnyttelse,« siger Heidi Hautala, vicepræsident for EU-Parlamentet. »EU-Kommissionen virker tilbageholdende med at følge den amerikanske importforbudsmodel, men har på den anden side meddelt, at lovkrav er på vej om virksomheders leverandørkædekontrol af menneskerettighedskrænkelser.«
Lovende lovudvikling spirer frem i mindst 13 europæiske lande med Frankrig i spidsen og Danmark bagerst i feltet, hvor seneste nyt er et bortfaldet lovforslag for halvandet år siden. Selvom tvangsarbejde i Danmark er ulovligt, er det fuldt lovligt at købe og sælge varer, der er fremstillet under tvangsarbejde hos udenlandske leverandører.
Offentlige indkøb
Hvis importforbud, lovkrav og kritisk mediedækning er pisken, sidder offentlige udbydere med en gulerod og kan stille betydelige kontrakter i udsigt med krav om ordentlige leverandørkædeforhold. Offentligt udbud udgør gennemsnitligt 12 procent af BNP i OECD-landene.
Importforbudsramte Top Glove leverer ligesom Hartalega engangshandsker til alle fem danske regioner.
I næsten alle tilfælde har leverancerne stået på i årevis. For eksempel har Region Sjælland, Region Syddanmark og Region Nordjylland brugt handsker fra Top Glove og Hartalega i fem-seks år, og Region Midtjylland fra Hartalega i ti år.
Staten og Kommunernes Indkøbsservice (SKI) og de midt- og nordjyske regioner havde aftaler om handsker fra WRP Asia Pacific både før, under og efter det amerikanske importforbud. SKI var ikke bekendt med det amerikanske importforbud før min henvendelse og fortalte, at man »ikke før din henvendelse har iværksat en opfølgning i relation til menneske- og arbejdstagerrettigheder hos vores leverandører af engangshandsker«.
SKI meddelte efterfølgende, at alle leverandørerne havde redegjort for, at de overholder CSR-kravene fra SKI, herunder forbuddet om tvangsarbejde i hele leverandørkæden. Alle fem regioner fortalte ligeledes, at leverandører ved kontraktindgåelse skriver under på, at leverandøren selv og underleverandører ikke benytter sig af tvangsarbejde. Stik imod de seneste års afsløringer og amerikanske myndigheders syn på sagen.
Offentligt indkøb kommer i andre lande under kritisk lup i højere grad end herhjemme. Sverige går forrest. Her udvælger man risikoområder, som gives særligt fokus, hvilket er tilfældet for gummihandsker. Man offentliggør rapporter om tilsyn hos leverandørerne.
I 2019 iværksatte svenskerne et omfattende arbejdspladstilsyn hos tre af Malaysias største handskefabrikanter for ikke kun at stole på leverandørernes auditrapporter. En række tegn på tvangsarbejde blev dokumenteret. Resultaterne er offentligt tilgængelige, anonymiserede.
»Vi prøver at bruge vores indflydelse som offentlige indkøbere,« siger Emma Lewau fra Region Östergotland. »Vores egen audit viste klart, at der skal forbedringer til. Flere af problemerne er nu afhjulpet, men det kræver en vedholdende indsats at adressere risici for gældsslaveri.« I juni 2020 var svenskerne igen i Malaysia, denne gang med tilsyn hos fem leverandører.
Ingen af de danske offentlige indkøbere fortalte om tilnærmelsesvist tilsvarende initiativer.
Ingen af fabriksarbejdernes rigtige navne er nævnt. Redaktionen er bekendt med deres identitet.
