Dette er en historie om dobbeltmoral, og om hvordan EU udnytter FNs klimaregler for at fremstå som klimaklassens duks. En række forskere, en række klimaorganisationer og en række politikere har advaret EU mod den praksis, som beskrives i denne artikel. De er ikke blevet hørt.
I Danmark er man efterhånden begyndt at forstå problemerne ved at bruge biomasse i stedet for kul og gas, og nu har også regeringen meldt ud, at den vil løse problemerne, selv om det er højst uklart, hvordan den vil gøre det. Men det, som eventuelt bliver gældende i Danmark, og som vi altså endnu ikke ved, hvad bliver, er på ingen måde den herskende EU-politik. Der findes meget skov ude i verden, og den skal vi brænde, ser EU ud til at mene.
Lad os sætte sagen på spidsen. Der trives den som bekendt bedst. Som skovindustrien gerne fortæller os i reklamefilm: Skov kan bruges til alt, som olie kan bruges til, og meget mere. Rejser man gennem Norge, Sverige, Finland og Baltikum, ser man fabrik efter fabrik, som fremstiller produkter, der kan bruges til tøj, smagstilsætninger, huse, møbler, brændstof, opvarmning og meget mere. Nordlig nåleskov er et anvendeligt produkt. Men desværre for ejerne har disse fabrikker det tilfælles, at de er en del af EUs klimapolitik. Hugst og brug af nordlige EU-træer tæller med forskellige steder i EUs interne CO₂-regnskab.
Hvad ville der ske, hvis EU i en hypotetisk verden købte hele Amazonas og brugte hele biomassen til brændsel, strøm, opvarmning, kemikalier, og hvad man i øvrigt kan forestille sig? EUs klimagasudledning ville gå drastisk ned i EU-regnskaberne, men ikke i virkelighedens verden.
Afbrænding lig nul
Problematikken er kompliceret og handler om politik helt tilbage til Kyoto-aftalen, hvor målet var at beskytte fattige lande og straffe rige nordlige lande – et træ var ikke længere kun et træ. Men i destilleret form definerer Kyoto-protokollen CO₂-optagelsen i skov som det, der »slippes ud i atmosfæren«, når skoven fældes. For at undgå en dobbelt optælling har man sat afbrændingen af træmasse til nul; det er hugsten, der skaber udledningen, selv om det er en sandhed med store modifikationer.
Derfor har FN udarbejdet et regelsæt ved navn LULUCF-forordningen – Land Use, Land-Use Change, and Forestry (arealbrug, arealbrugsændringer og skovbrug). Denne forordning skal sørge for, at hugsten i de enkelte lande ikke overstiger den ekstra CO₂-optagelse, som er resultatet af, at ny skov vokser op. Ordningen fungerer dårligt i store dele af verden, men EU har indarbejdet den i sin egen klimapolitik.
Brugen af EU-træer bliver i det mindste delvis medregnet i regnskabet. Import af træer defineres derimod af EU som klimaneutralt, da EU enkelt og nemt går ud fra, at alle de lande, der importeres træpiller fra, retter sig efter LULUCF. Men eftersom en række lande uden for EU ikke gør det – USA har som bekendt meldt sig ud af Paris-aftalerne – bidrager EU gennem importen af brænde til, at en del af den globale udledning af CO₂ ikke bliver registreret i verdens samlede klimaregnskab.
Flere af tallene og oplysningerne i denne artikel er hentet fra rapporten EUs klimapolitik og dens konsekvenser for Norge, som blev offentliggjort i denne uge af den norske organisation Nei til EU. Det er en organisation, der arbejder på at få Norge meldt ud af EUs indre marked, og selvfølgelig er der grund til at se med en vis skepsis på rapporter fra aktivister.
Men kilderne og tallene er blevet dobbelttjekket. Desuden er rapporten skrevet af en dygtig ung socialøkonom, Ole Dahle Kvadsheim, som for nylig har fået den højeste karakter, som det er muligt at få ved en afgangseksamen fra universitetet i Oslo. Kvadsheims konklusion er (og tallene er hentet fra Eurostat 2020, side 243):
»Hvis EU medregnede den udledning, som verden påføres ved en forøget import af biomasse, ville EUs årlige andel fra 2013 til i dag have ligget på under en fjerdedel af det, der er nødvendigt for at nå 2030-målene.«
Det norske eksempel
Før vi ser nærmere på den reelle udledning fra biomasse i EU, og hvor lang tid den ekstra udledning bliver i atmosfæren sammenlignet med fossile kilder, kan vi opholde os lidt ved de »perverse incitamenter« i EUs praktisering af LULUCF. Perverse incitamenter er en fagterm fra socialøkonomien, en betegnelse for, hvorfor resultater kan blive anderledes end ønsket.
Norge er et lige så godt eksempel som andre lande, eftersom Norge er en del af EUs klimapolitik. Fordi Norge har enorme mængder vandkraft og ikke bruger kul eller gas til strømproduktion på fastlandet, har norsk skov i over hundrede år bredt sig over et meget større areal og optaget store mængder af den CO₂, som nordmænd har udledt. Desuden har kloden noget, man måske kan kalde en beskyttelsesmekanisme mod stadig mere CO₂ i atmosfæren. Når der kommer større mængder CO₂, og temperaturen stiger, især i nordlige lande, vokser skoven meget hurtigere og overtager stadig nye landområder. Skov absorberer omtrent 20 procent af den globale CO₂-udledning.
I Norge er tallene meget højere. Norge udleder næsten 50 millioner tons CO₂-ækvivalenter. I 2015 var nettooptagelsen fra norsk skov 29 millioner tons. Hvad der gælder for Norge, gælder også for mange andre lande på den nordlige halvkugle. Ekstra CO₂-optagelse kan man benytte til meget inden for EU, eftersom både EU-landene fører deres egne CO₂-regnskaber og EU som helhed et tilsvarende regnskab.
EUs overordnede mål er at sikre en netto nuludledning af klimagasser fra skov og ændret brug af hede og jordbrugsarealer i EU som helhed. Det vil sige, at udledning fra ændret brug af muldjord, hugst af skov og så videre ikke må overstige den ekstra karbonoptagelse, som er følgen af, at ny skov vokser op.
Kort sagt: Hvis man i enkelte lande i EU – på basis af referenceværdier, man har forhandlet sig frem til i EU-Kommissionen – fælder mindre skov end det, der bliver optaget af CO₂ i naturen, eller som er aftalt med EU, sidder man igen tilbage med et CO₂-tilgodehavende. Dette tilgodehavende kan man handle med uden for kvotepligtige sektorer. Er EU-lande særligt dygtige til ikke at hugge egen skov, kan man eksempelvis overføre CO₂-tilgodehavendet til transportsektoren, så det ikke er nødvendigt at skære så meget der, eller man kan overføre tilgodehavendet til et andet EU-land, som så kan udlede mere CO₂. Dette er et stykke ad vejen til gavn for Norge, hvis vi fælder færre træer end aftalt med EU.
Men hvordan skærer man ned på hugst af egen skov, som kan anvendes til at producere strøm og varme? Man importerer fra andre lande det brænde, man ikke vil hugge ned på grund af EUs klimapolitik. Både EU og Danmark importerer enorme mængder brænde, fremgår det af de tal, som Kvadsheim har hentet.
I 2016 afbrændte EU 23 millioner tons træpiller ud af den totale globale produktion på 29 millioner tons. 80 procent af verdens træpiller bliver konsumeret i EU – vel at mærke træpiller, som EU selv kunne have produceret, eftersom især Nordeuropa har enormt meget skov. Omtrent 60 procent af importen kom i 2018 fra USA med Canada på andenpladsen. USA, som altså har trukket sig fra Paris-aftalen, fører ikke noget gennemarbejdet regnskab, der viser, hvor meget ekstra CO₂ der udledes som følge af, at landet producerer flere træpiller til EU, hvilket betyder, at udledningen ikke gøres op overhovedet.
Fra 2010 til 2018 steg importen af træpiller til Storbritannien på basis af EU-reglerne fra lidt over en halv million tons til 7,8 millioner tons. I Italien er næsten 82 procent af træpilleforbruget importeret fra lande uden for EU. Her hører det med i billedet, at det britiske parlament efter Brexit har vedtaget, at importen af træpiller ikke længere skal stige, og i stedet skal man nu i Storbritannien sandsynligvis satse på en række mindre standardiserede atomkraftværker, hvilket strider mod EUs ønsker. EU har tværtimod lagt op til en reduceret brug af atomkraft i den nye »Green Deal«.
Træ, olie, gas eller kul
Så kommer vi til det store spørgsmål: Hvor meget mindre eller mere skadeligt er det at brænde biomasse frem for at brænde olie, gas eller kul? Canadisk forskning kan fortælle os en hel del om det. Canada, som er verdens næststørste eksportør af træpiller, er parat til at overholde FNs LULUCF-forordning. Der skal ikke fældes mere skov, end der vokser op fra år til år.
Det er nemt for Canada. Når det bliver varmere, og der er meget mere CO₂ i atmosfæren, vokser der meget mere utilgængelig skov på steder langt væk fra mennesker. Men denne enorme tilvækst giver samtidig Canada mulighed for at udnytte stadig nye og tilgængelige arealer til industriel skovdrift. Næsten uanset hvor meget skov der fældes, holder man sig inden for FNs klimaregler for skov.
Desuden fremgår det af Kyoto-protokollen, at nordlige lande ikke har lov til at medregne nettooptagelsen fra skov i det nationale CO₂-regnskab. Danmark kan importere træer fra USA og brænde dem, uden at udledningen ender i det danske CO₂-regnskab. Norge kan ikke medtage nettooptagelsen fra skov i regnskabet, selv om Norge ikke brænder skov. Canada har ikke noget incitament til at bevare skov, så længe landet har et overskud af CO₂-optagelse fra skov. Kyoto-protokollen har en række paradoksale regler.
Gammel urskov har lagret enorme mængder CO₂ i både træer og skovbund. Canadisk urskov er et af verdens største CO₂-lagre. At omdanne gammel skov til industriskov, som det sker i stigende omfang, blandt andet fordi EU importerer så mange træpiller og har planer om at importere endnu flere, kan få katastrofale konsekvenser fra et klimamæssigt perspektiv.
EU ignorerer denne sandhed. I april i år offentliggjorde forskningstidsskriftet Climate Change en artikel med titlen: »Forest harvesting and the carbon debt in boreal (nordlig nåleskov, red.) east-central Canada«. Førsteforfatteren var skovforskeren og økologen Jay R. Malcolm, en hyppigt citeret professor ved University of Toronto, som har undersøgt skov og CO₂-optagelse over hele verden. Forskerne har set på konsekvenserne af at fælde gammel canadisk urskov til brænde for derefter at tilplante arealet med ny skov til industrielt skovbrug.
Men før forskerne præsenterer resultaterne fra den canadiske skov, gennemgår de, hvad forskningen hidtil har påvist om den såkaldte karbongæld, der blandt andet siger noget om, hvor lang tid det varer, før brugen af brænde til strømproduktion bliver mere klimavenlig end brugen af kul, olie og gas.
Karbongælden fremkommer blandt andet, fordi skov og planter per kalorie indeholder mere CO₂ end fossile kilder, og fordi skovbunden indeholder så meget oplagret CO₂. Hvis der ikke vokser ny skov op i stedet for den, der brændes, vil brænde til evig tid være mere CO₂-intensivt end alle fossile kilder. Malcolm og hans kolleger har i lighed med andre skov- og klimaforskere som udgangspunkt, at det hele begynder med urskov, som der skal fældes stadig mere af, hvis man ønsker mere brænde eller biobrændstof.
Først ser de på tallene for biobrændstoffer. De er virkelig ikke pæne. Det, vi må huske, er, at hvis vi vil have mere biobrændstof eller mere brænde, må vi tage nyt land i brug. Her viser forskningen, som Malcolm og hans kolleger gennemgår, at hvis man omdanner naturlig prærie i USA til majsmarker for at producere ætanol i stedet for at bruge fossilt brændsel, fører det til en CO₂-gæld, der skal afbetales over 93 år, før den er bedre end fossile kilder. Når man lægger prærien under ploven, afgiver den enorme mænger CO₂. At konvertere brasiliansk tropisk regnskov til produktion af biodiesel fra sojabønner giver en afbetalingsperiode på 319 år. EU skal frem til 2030 fortsætte med at importere store mængder palmeolie, som er produceret på den jord, hvor der førhen voksede tropisk regnskov. Ekstra palmeolie må produceres på nyt land. Palmeolien bliver anvendt som tilsætning til brændstof.
Tallene er heller ikke særlig gode for canadisk urskov, som bliver anvendt til opvarmning og strømproduktion. Malcolm og hans forskerhold tager hensyn til, at urskov bliver fornyet af naturlige brande, og at træer i urskoven bliver omdannet til CO₂, når de rådner. Alligevel er det langt værre at forvandle urskov til skovdrift end at lade urskoven stå og i stedet brænde fossil energi. Undersøgelsen er baseret på empiri, det vil sige, hvad der reelt er foregået i østcentral boreal skov i Canada.
»Efter den første høst faldt karbonlagrene med 33 procent til 55 procent sammenlignet med naturlige landskaber, hvor der kan opstå skovbrande, og tilbagebetalingsperioden varierede fra 92 til 757 år.« Derefter sammenholder forskerne tilbagebetalingsperioden med brug af kul, olie og gas, altså hvor lang tid det tager, før det er bedre et fælde urskov end at benytte fossile kilder. Det var bedre at bruge kul i 122 til 207 år, det var bedre at bruge olie i 156 til 268 år, og det var bedre at bruge gas i 278 til 481 år, når man beregner tilbagebetalingsperioden.
»Disse beregninger tyder på, at under en række skiftende forudsætninger vil fældningen af boreale landskaber med henblik på at producere træpiller som erstatning for fossile kilder til strømproduktion føre til en nettoforøgelse af klimagasser i atmosfæren gennem mange årtier,« skriver forskerne.
EUs mål er at forøge det, man definerer som bæredygtig energi, herunder biomasse, fra 20 procent inden 2020 til 32 procent af den samlede energiproduktion i 2030. Da produktionen af genanvendelig energi nu i lang tid har ligget under de årlige reduktioner, som 2030-målene kræver, og der samtidig i den seneste »Green Deal« er lagt op til at reducere brugen af atomkraft, er det eneste alternativ med dagens teknologi at forøge anvendelsen af brænde for at få stabil strøm.
I 2017 var brugen af bioenergi i EU større end vandkraft, solenergi, biotermisk energi og vindkraft tilsammen. I 2013 kom 40 procent af den energi, som EU definerede som bæredygtig, fra biomasse, fire år senere var andelen 60 procent. Og da kun 17 procent af EUs energiforbrug var bæredygtigt efter EUs egen definition i 2017, kan vi nok trygt stole på, at amerikanske og canadiske skovejere går stadig bedre tider i møde.
Om vi kan sige det samme om klimaet, er tvivlsomt.
Oversat af Claus Bech.
