Et uvæsen truer med at underminere samfundsvidenskabelig og humanistisk forskning. Det har sneget sig ind på mange hylder i den akademiske verden. Uvæsenet hedder bibliometri og hævder at kunne måle forskernes effektivitet. Det ville være fint, om det var muligt. For hvem i Kongeriget vil ikke gerne vide, hvad der kommer ud af den skattefinansierede forskning? Tanken om at måle passer desuden som fod i hose med tidens dominerende styringsparadigme i den offentlige sektor. Men sådan er det bare ikke. De fleste af de mål, der anvendes, er enten komplet uegnede dertil, lavet til noget helt andet eller baseret på ufuldstændige data, hvilket gør målingerne ubrugelige.

Som humanist eller samfundsvidenskabelig forsker kunne man vælge at trække ligegyldigt på skuldrene heraf. Det er tilsyneladende sådan, at samfundsvidenskab og humaniora har overlevet de første bibliometriske bølgeskvulp gennem de sidste 10-15 år. Men uvæsenet er vokset og blevet svært at ignorere. Og får det først for alvor magten, bliver det meget svært at slippe af med, for det henter næring i nogle store økonomiske interesser.