Det er en varm eftermiddag i det bjergområde, der danner Kroatiens grænse mod Bosnien. I skyggerne stiger sværme af myg op fra grøfterne. Min lejede bil er løbet tør for sprinklervæske, og den ene vinduesvisker tværer den andens fedt ud. Insekterne flyver så tæt, at de skaber bevægelse i luften og gør udsigten flimrende og drømmeagtig. For at slippe væk søger jeg op mod højderne. Øverst på en bjergknold kommer jeg til et mindesmærke. Det ligner et stykke af en drivaksel eller måske et kirurgisk implantat af rustfrit stål.

Jeg har fundet et spomenik, serbokroatisk for »monument«, men i praksis bruges ordet om en bestemt type monumenter. Tusinder af den slags monumenter blev opført rundtomkring i Jugoslavien for at mindes sejren i Anden Verdenskrig. Der var en kreativitet i Jugoslavien, som ikke fandtes andre steder i østblokken. De monumenter, der kom ud af det, bærer præg af et overskud – fra det luftige, næsten overjordiske til det skæbnesvangre, menneskelige, og er bygget helt uden kommercielle hensyn.