Kvarter. Musikeren Jonathan Elkær fra bandet Phlake voksede op i Galgebakken på Vestegnen i spændingsfeltet mellem ånden fra 68 og sociale problemer. Om sammenhængen mellem arkitektur og kunstnerisk talent og en vision, der forsvandt.
Arkitektonisk tidsånd
I et klip på YouTube fra 1993 kan man se en flok drenge spille et nummer til majfesten i boligområdet Galgebakken i Albertslund. De spiller en hurtig og skramlet version af R&B-klassikeren »Mustang Sally« af Mack Rice, og alle drengene er iklædt lidt for stort tøj, der emmer mere af hiphop end af 60er-musik.
Rundtomkring dem løber legende børn, mens forældrene sidder og drikker øl og deler den medbragte mad. Solen skinner fra en skyfri himmel, og det hele emmer af en nostalgi, af noget tabt, af noget, som ikke længere findes.
Del: