Under coronalukningen af Danmark kunne man ved en gåtur gennem København – eller en hvilken som helst større købstad – fornemme, hvordan byen pludselig tog sig helt anderledes ud. Tomme gader, lukkede forretninger og fravær af al normal social aktivitet gav en fornemmelse af undtagelsestilstand. Tv-billeder af øde pladser i Rom og andre normalt stærkt overrendte turistattraktioner bekræftede denne iagttagelse. Så det er vel næppe for vidtgående at sige, at erfaringerne fra coronaen med al tydelighed har vist, hvordan og på hvilke måder byrum er socialt skabte og på mange måder kun eksisterer, når de bliver brugt og fyldt med liv.

Nu arbejder forskere indædt i jagten på en COVID-19-vaccine, mens flere og flere forskningsprojekter om pandemiens konsekvenser dukker op inden for alle videnskabsgrene. COVID-19 har også givet anledning til at stille nye spørgsmål hos igangværende forskningsprojekter, der ellers ikke er forankret i COVID-19-genererede problemstillinger, og som i første omgang kan synes at ligge langt fra den nye pandemiske virkelighed. Et eksempel finder man hos forskningsprojektet Public Renaissance (økonomisk støttet af HERA – Humanities in the European Research Area), der blev etableret sidste år under EU-forskningssatsningen Public Spaces: Culture and Integration in Europe. Projektet undersøger kort fortalt, hvordan europæiske byer og byrum i perioden 1400-1650 blev skabt af de mennesker, der boede i dem. Fokus er således ikke på arkitektoniske visioner og magthavernes byggeprojekter og institutioner, men på de sociale og materielle forhold, der så at sige formede byernes offentlige rum gennem beboernes daglige brug af dem.