Jeg vil ikke kalde Peter Laugesens nye, fint og groft urolige digtsamling Vadehave for et hovedværk, selv om jeg godt kunne have lyst til det, for det har jeg altid kritiseret min estimerede kollega (og komplekse faderfigur) Erik Skyum-Nielsen for at kalde helt vilkårlige samlinger, bare fordi han lige var i det gode, optimalt Laugesen-receptive humør.

Jeg kan huske, jeg engang for mange, mange år siden gjorde mig klog på Laugesen over for Skyum, som stilfærdigt påpegede, at han altså havde anmeldt Laugesen i ti år, fra 1978, inden jeg kom med på vognen, med Frø og stængler i 1988, og det ved jeg til stadighed kun alt for godt. Endnu længere har Berlingskes Jørgen Johansen været med, måske endda lige fra starten i 67-69. Jeg er og bliver, rent kvantitativt-kronologisk, kun Laugesenabonnent nr. tre blandt levende kritikere (Poul Borum var nr. nul), forbandet nok.