Nostalgi sælger. I biograferne, hvor romertalsfilm trækker det største publikum, og i fjernsynet, hvor tv-serier baseret på velkendte fiktionsuniverser streamer lystigt på alle platforme. Mønsteret går igen i den fransk-belgiske tegneserieverden: Det er fortsat de populære titler, fra dengang alle raske børn læste tegneserier, der topper bestsellerlisterne. Nu er det bare mest de granvoksne læsere, der køber nye bind af Asterix, Lucky Luke eller Splint og Co.
For selvfølgelig kommer der nye bind, selvom de oprindelige skabere for længst er gået i graven. Alt andet ville være dårlig business. Men det er ikke nødvendigvis let at holde liv i fiktionsuniverser med så mange år på bagen: De er uundgåeligt præget af de værdier og forestillinger, der gjorde sig gældende, da de blev skabt. I bedste fald er de let støvede, i værste fald direkte problematiske.
Så hvordan opdaterer man en serie, som de trofaste læsere elsker for netop det, den er – og altid har været?
Vercingetorix’ datter er album 38 i serien om den gæve galler Asterix, og det lægger sig usvigeligt sikkert i kølvandet på forfatter René Goscinny og tegner Albert Uderzos klassiske album fra 60erne og 70erne. Didier Conrad tegner næsten lige så overskudsagtigt som Uderzo, bare med mindre varierede billedkompositioner, og Jean-Yves Ferri forsøger efter bedste evne at matche Goscinnys franske vid.
Alt er ved det gamle i det nordlige Gallien, og så alligevel ikke. Album nummer 38 har på forhånd fået meget omtale, fordi det har en kvindelig figur som fortællingens omdrejningspunkt. Adrenaline, som den galliske oprører Vercingetorix’ teenagedatter hedder, er hverken seksualiseret eller sur, og mere skal der faktisk ikke til for at stikke ud som kvinde i seriens mandsdominerede fiktionsunivers.
Desværre er teenageren i centrum af Vercingetorix’ datter ikke nogen særlig stærk figur. I det meste af historien fungerer hun som en Hitchcocksk MacGuffin, altså et objekt, der efterstræbes af romere, gallere og lumpne overløbere; skifter hænder, driver fortællingen frem. Og fordi hun skal dække så mange kvindetyper, der ikke før har været repræsenteret i serien, bliver hun en lidt stereotyp standardpige uden nævneværdig dybde. Der skal meget mere girlpower til for at ruske op i et så fastlåst fiktionsunivers, og som feministisk fremstød betragtet er Vercingetorix’ datter allerhøjst en velmenende gestus.
Asterix er fanget i fortiden. At dømme efter salgstallene er det præcis sådan, læserne vil have det.
Men der er også andre måder at forvalte arven fra de klassiske fransk-belgiske albumserier på. De seneste år er der udkommet et væld af »ekstraordinære eventyr«, hvor toneangivende tegneserieskabere giver deres helt egne, idiosynkratiske bud på figurer som Linda og Valentin, Splint og Lucky Luke. Fortolkningerne kan være kærligt-satiriske, mildt moderniserende eller løssluppent legesyge, og de mest populære sælger bedre end hovedserierne om samme figurer.
Sådan et »ekstraordinært eventyr« er Men hvor er Kiki? af den stilskabende mestertegner Blutch (Christian Hincker) og hans lillebror Robber. De to var vildt betagede af den klassiske detektivserie Tim og Thomas som børn, og nu har de kanaliseret deres besættelse ind i en vittig, vidunderligt veltegnet og til tider dybt unheimlich røverhistorie for voksne.
Fortællingen foregår i midtfirsernes Paris og kører i to spor. Det ene handler om en aldrende kunsttyv, som Tim og Thomas har sat bag tremmer, og som nu forsøger at slippe ud og tage hævn. Det andet handler om venneparrets kumpan Kiki, der bliver bortført og holdes indespærret af en ukendt gerningsperson. Men trods en ofte ferm dialog er det ikke først og fremmest manuskriptet, der gør Men hvor er Kiki? exceptionel. Det er Blutchs billedside; hans figurer emmer af personlighed i design, gestik og mimik, og hans bymiljøer er blændende smukke.
Men penselvirtuosens tegninger er meget mere end øjenguf for feinschmeckere. I Blutchs streg bliver Kikis fængsel til et Lynchiansk limbo, et pastelfarvet dukkehus, komplet med arrig tæppetisser og kitschede blomsterarrangementer. Kiki bliver igen og igen bedøvet og vågner op i et nyt overdådigt skrud; sjældent har en kvindes objektgørelse været så isnende iscenesat. Og historiens skurke udstråler et helt særligt vanvid, ikke mindst håndlangeren Ronny »Ronigo« Gomez, som med sine vildt opspærrede øjne og snerrende tandpastasmil er en mareridtsagtig naturkraft.
Men hvor er Kiki? er ikke klassisk Tim og Thomas; så surreel var serien aldrig. Det er Tim og Thomas som set gennem et letpåvirkeligt barns øjne. Når man læser albummet, mærker man det indtryk, serien gjorde på brødrene Hincker. Man fornemmer den intensitet, hvormed de oplevede hovedpersonernes kampe mod underverdenens usleste elementer. Og man føler sig inviteret indenfor i deres nostalgi, mens de som voksne bearbejder en af barndommens nøgletekster.
Hvis Vercingetorix’ datter opleves som endnu et afsnit af en tv-serie, man efterhånden kun ser af gammel vane, så virker Men hvor er Kiki? som en vital genfortolkning.
Den ene forsøger at udnytte læsernes nostalgi ved at give dem mere af det samme; den anden bruger nostalgien som brændstof på en kunstnerisk rejse mod nye horisonter.
Jean-Yves Ferri og Didier Conrad: Asterix 38 – Vercingetorix’ datter. Oversat af Francois-Eric Grodin. 48 sider. 179,00 kr. Cobolt.
Blutch og Robber: Men hvor er Kiki? Oversat af Michael Gabelgaard Nielsen. 78 sider. 198,00 kr. Zoom.
