Under Reformationen i Danmark blev mange smukke kalkmalerier i vore middelalderkirker malet over af opflammede protestanter. Det var nu ikke noget, Martin Luther brød sig om. Som han skrev i 1528 i Om Kristi Nadver: »Jeg anser billeder og malerier hentet fra Skriften og fra gode historier for meget nyttige, og at man kan bruge dem, som det passer en. Jeg har således ingen sympati for billedstormere.« Martin Luther var ikke bange for fortiden, også selvom han forsøgte at gøre op med den. Det kan samtidens nye billedstormere lære meget af. Man forandrer ikke nutiden ved at forandre historien, fjerne statuer, ændre ord eller omdøbe veje. Men man forhindrer fremtidige generationer i at kende historien og lære af den.
Forleden måtte jeg til min gru erkende, at de nye billedstormere også var kommet til Nordsjælland. Det gamle søfartsmuseum ville nu ændre sin udstilling efter klager over, at udstillingen var både »racistisk« og »sexistisk«. De gange, jeg har besøgt museet, har udstillingen aldrig slået mig som hverken synderligt kvindehadsk eller fremmedfjendsk. Faktisk har jeg aldrig skænket det en tanke, at udstillingen skulle være andet end gedigen historieskildring.
Nu kan jeg så forstå, at årsagen til opstandelsen er, at en slavehandler bliver beskrevet som from, at man ikke hører fra de prostituerede, der betjente de søfarende, og at sømændene beskrives som maskuline stereotyper med nøgne piger tatoveret på overarmene. Klagerne burde læse deres Luther. For det handler selvsagt ikke om, hvad vi i dag mener om slavehandel og prostitution. Det handler om at vise, hvordan fortiden var – på fortidens præmisser. Perspektiveringen kan de fleste godt selv finde ud af. Selvfølgelig kunne man i 1600-tallet være både from og slavehandler. Og lige så selvfølgeligt kan man ikke det i dag. Det er jo selve pointen ved at studere og forstå historien. Og det er den pointe, identitetspolitikken vil rive væk.
Især er identitetspolitikken kommet til Danmark anført af den komiske Black Lives Matter-bevægelse. Hvem og hvor mange der egentlig føler sig repræsenteret af deres formand, Bwalya Sørensen, er mig lidt uklart. Men at krænkelseskværulanterne står i kø for at afstemme dansk historie med deres eget forskruede billede af ikke, hvordan verden ser ud, men hvordan verden burde se ud, synes åbenlyst.
Politiken-journalisten Anders Jerichow er utilpas ved at bo i en kommune, Gentofte, hvor en vej er opkaldt efter den danske handelsmand Frédéric de Coninck, der bl.a. tjente penge på slaveri. Også Duntzfelts Allé, Hambros Allé og A.N. Hansens Allé må lade livet, hvis det står til korrekthedspolitiet for også disse handelsmænd tjente penge på slaveri. Det forhenværende Alternativet-folketingsmedlem Roger Courage Matthisen mener, at det er problematisk at have skulpturer i det offentlige rum, der hylder personer, der har tjent penge på slaveri. Det skulle vel så blandt andet betyde, at myndighederne skulle fjerne Ludvig Holberg, Frederik III og Christian IV fra Kongens København …
Og det kunne man så trække på skuldrene ad, hvis blot der var tale om nogle højtråbende venstreradikale meningsdannere. Men den identitetspolitiske kamp udfolder sig nu på Statens Museum for Kunst, på Søfartsmuseet, i filmverdenen, på universiteterne og i private virksomheder, der alle som en synes at bukke under for presset fra det højtråbende mindretal af krænkelseskværulanter.
Hansens Is vil ikke længere sælge Eskimo-is, men har omdøbt den til noget kaudervælsk, der både indeholder apostroffer og store bogstaver midt i ordet, og som ingen vil kunne huske navnet på. I USA har det 130 år gamle og meget populære pandekagevaremærke Aunt Jemima måttet lade livet, fordi logoet består af en ældre, smilende, mørklødet kvinde med kyse. Angiveligt sender produktet skjulte signaler om, at sorte amerikanere hører til som tjenestefolk … Virksomheder er altså parat til at ofre storindtjenende varemærker på identitetspolitikkens alter.
Også på de højere læreanstalter har krænkelseskværulanterne holdt deres indtog. For to år siden fik studerende på jura forbud mod at holde en fest, hvor man bar sombrero, fordi det angiveligt var racistisk over for mexicanere og oprindelige folk. Ledelsen skrev, at »udklædningstemaer, der går på stereotyper omkring til eksempel etnicitet, seksualitet og religion med videre må ikke anvendes«. I december 2018 fik en mørklødet ansat på CBS kvababbelser over afsyngelsen af »Den danske sang er en ung blond pige«, der angiveligt ekskluderede pågældende. Pudsigt nok var der ingen mænd, der følte sig ekskluderet af afsyngelsen af sangen. Siden har studerende klaget over statistisk at blive opdelt i mænd og kvinder, og ledelsen på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab har fået besked på at undgå kønnede betegnelser, fordi de studerende ikke nødvendigvis opfatter sig som mand eller kvinde. I Stockholm, hvor man naturligvis for længst har opsat røde kvinder i lyskrydsene for at sikre mangfoldigheden, får man nu også lyskryds med mænd, der holder i hånd med mænd med svævende hjerter i baggrunden, og kvinder i samme setup. Det bliver spændende at se, hvordan de løser opgaven med at repræsentere etniske minoriteter, når den grønne mand pludselig skal være sort. Det hele går hen og bliver temmelig forvirrende ...
Enhver, der tænker sig lidt om, kan se, at det, vi er vidne til i disse år, er galskab på dåse. Det er komplet umuligt at stille alle tilfreds, når queers og apache-indianere også skal repræsenteres i lyskrydsene, for at krænkelseskværulanterne måske bliver stillet tilfreds.
Det bizarre er, at kampen mod racisme og diskrimination ender ud i at blive til racisme og diskrimination. Som f.eks. i Googles seneste påfund, hvor virksomheder, der er ejet af sorte amerikanere, nu skal have tilføjet en anprisning om, at dette er tilfældet, på virksomhedens søgetjeneste, så amerikanerne kan sørge for kun at lægge deres penge hos (andre) sorte.
Jeg har ligesom Martin Luther ingen sympati for billedstormere. Jeg har ingen sympati for mennesker, der forestiller sig, at forudsætningen for at skabe nyt er at bryde fortiden ned, udradere ethvert dogme og forvandle vore samfund til kliniske entiteter, berøvet enhver form for patina og ånd. Mennesket kan ikke leve og trives i sterile omgivelser uden sammenhæng. Mennesket har brug for faste holdepunkter i tilværelsen, for en historie, traditioner og kultur. Det forstår den nye tids billedstormere ikke – og derfor skal de bekæmpes for enhver pris.
Dette er en kronik og udtrykker alene skribentens holdning. Forslag til kronik sendes til opinion@weekendavisen.dk
