Krigshistorie. I 172 år var Danmark og den sydspanske by Huéscar i krig med hinanden – uden at nogen af parterne anede det. Spansk dokumentarist har sat sig for at fortælle den absurde historie, der starter under Napoleonskrigene og først slutter langt inde i Den Kolde Krig.

Den længste spansk-danske krig

Den længste spansk-danske krig

En novemberdag i 1981 gjorde den spanske historiker Vicente González Barberán et opsigtsvækkende fund. I lokalarkivet i den sydspanske by Huéscar fandt han en krigserklæring mod kongeriget Danmark dateret 1809. Hvad værre var: Freden var aldrig blevet sluttet, så formelt set var krigen mod Danmark stadig i gang – 172 år efter at den blev erklæret. I dag er der for længst blevet sluttet fred, men historien om den besynderlige og blodløse krig er fortsat ukendt for de fleste. Står det til den spanske dokumentarist Jorge Rivera, der har boet en årrække i Danmark, skal det snart være slut. Han barsler med dokumentarfilmen Den længste krig, der skal bringe historien om den langstrakte konflikt og dens kulørte afslutning til live på det store lærred.

»Jeg havde aldrig før hørt om den her historie. Jeg vidste godt, at spanierne havde været i Danmark omkring 1808 og brændt Koldinghus ned, og at deres tilstedeværelse i landet medførte lidt af et kulturchok. Min gode ven Jaime Noguera, som er manuskriptforfatter på filmen, fortalte mig om krigserklæringen fra Huéscar, og jeg tænkte, jeg må lave en dokumentar om dette,« fortæller Rivera til Weekendavisen.

Det hele startede under Napoleonskrigene. Da 13.000 soldater fra den spanske División del Norte under ledelse af Pedro Caro y Sureda, marqués de la Romana, marcherede over den dansk-tyske grænse i foråret 1808, var Danmark og Spanien begge i alliance med Frankrig. Napoleon havde beordret en større hærenhed til Danmark for at afværge en mulig engelsk invasion og samtidig forberede en offensiv mod Sverige. »Spaniolerne«, som de blev kaldt af deres danske værter, skulle imidlertid snart få andet at tænke på.

Hjemme i Spanien udløste Napoleons forsøg på at indsætte sin bror Joseph på den spanske trone samme år en folkelig opstand mod franskmændene, og en guerillakrig mod de franske besættelsesstyrker blev indledt. Nyheden nåede også til Danmark, og flere af de spanske regimenter begik mytteri mod deres franske befalingsmænd, da de blev bedt om at sværge troskabsed til Joseph Bonaparte. Mere end 9.000 spanske soldater flygtede fra Danmark ved hjælp af engelske skibe fra Royal Navy, der på det tidspunkt stort set beherskede de indre danske farvande. De, der ikke nåede ud, blev indfanget af franskmændene og spredt rundt i Danmark.

Fra den ene dag til den anden var Danmark – der fortsat var allieret med Frankrig – forvandlet fra ven til fjende. Og hermed er vi tilbage ved den sydspanske by Huéscar, der ligger i den nordlige del af Andalusiens bjergrige Granada-provins. I denne del af Spanien havde man modstået franskmændenes invasion, og i Huéscar brændte modstandskampens flamme stærkt. Da den spanske oprørsregering i Sevilla i 1809 opfordrede til at bryde alle diplomatiske forbindelser til Danmark, besluttede man i Huéscar at gå et skridt videre. Byrådet vedtog enstemmigt at erklære krig mod Danmark og ansporede til at »angribe danske styrker, uanset hvor de befinder sig«.

Napoleon blev siden besejret, og dermed endte også den spanske konflikt med Danmark. I Huéscar glemte man alt om det gamle fjendskab, lige indtil Vicente González Barberán i 1981 hev den støvede krigserklæring op fra lokalarkivet.

»Borgmester, vi er i krig mod Danmark!« skal Barberán have udbrudt på byens rådhus.

Den spanske dokumentarist Jorge Rivera har boet i Danmark i en årrække. Optagelserne til dokumentaren om den spansk-danske krig forventes færdige i starten af 2021. Foto: Kike Mesa
Den spanske dokumentarist Jorge Rivera har boet i Danmark i en årrække. Optagelserne til dokumentaren om den spansk-danske krig forventes færdige i starten af 2021. Foto: Kike Mesa

Det stod hurtigt klart, at en formel fred måtte sluttes – på dette tidspunkt var Spanien endnu ikke blevet optaget i NATO, og en ikke-afsluttet krig mod et medlemsland var næppe det bedste visitkort. Efter at de administrative formalia var klaret – byrådet vedtog enstemmigt at begrave stridsøksen – blev freden underskrevet 11. november 1981. Det foregik ved en ceremoni i Huéscar, der havde deltagelse af både den danske ambassadør i Spanien og en større delegation fra Dansk Spansk Samvirke i fuld vikingeuniform. Det genetablerede venskab blev fejret med store mængder af den lokale vin, og fredsslutningen blev dækket af flere internationale medier. BTs udsendte reporter lod sig frivilligt iføre håndjern, så han kunne spille rollen som konfliktens fængslede journalist. Desværre forsvandt nøglerne i forvirringen, og reporteren måtte forbi den lokale smed for at få klippet håndjernene op med en boltsaks.

Anekdoter som disse vil der ifølge Jorge Rivera være masser af i dokumentaren, som skal optages i Huéscar, Madrid og Kolding. Sammen med holdet bag har han fundet frem til en række øjenvidner fra fredsslutningen i 1981 – herunder den i dag 85-årige historiker Vicente González Barberán, der igangsatte det hele. Tidligere udenrigsminister Per Stig Møller interviews til filmen, som også slår et smut forbi Den Kolde Krig. Rivera fortæller, at både Ronald Reagan og Leonid Bresjnev – lederne af samtidens duellerende supermagter – kom i berøring med fredsslutningen i Huéscar.

»Bystyret i Huéscar sendte nogle flasker af den lokale vin til Reagan og Bresjnev med et brev, der sagde noget i stil med: ’Nu har vi klaret vores, så kan I klare jeres.’ Der findes et samtidigt avisklip, der beskriver det, og vi kommer til at bore videre i denne episode,« lover Rivera.

Ud over den farverige fredsslutning vil dokumentaren stille skarpt på det »kultursammenstød«, der udspillede sig 172 år tidligere, da de spanske soldater kom til Danmark. »Spaniolerne« vakte opsigt med deres guitarspil, deres udadvendte adfærd, deres vane med at uddele kys og kram og ikke mindst deres eksotiske madvaner. Soldaterne skal til danskernes store forfærdelse have mæsket sig i salater af mælkebøtter og løvetand med olie-eddike-dressing og stegt snegle med peber, eddike og løg. Lokale retter som gule ærter, øllebrød og byggrød havde spanierne ikke den store smag for. Spanierne sås også overalt med små hvide pinde i munden – cigaretter, eller »papcigarer«, som de blev kaldt, var indtil da så godt som ukendte i Danmark, hvor man var vant til at ryge sin tobak i en pibe.

For mig handler det også om, hvordan man kan vende en konflikt til noget positivt. Tænk bare, at Huéscar og Kolding i dag er venskabsbyer.

Jorge Rivera, dokumentarist

»Som en person, der har et ben i hvert land, er jeg fascineret af det kulturmøde mellem danskerne og spanierne, der fandt sted dengang,« siger Rivera. Skal man tro overleveringerne, har også den kvindelige lokalbefolkning været fascineret af de spanske soldater. Det fortælles, at et stort antal mørklødede børn skulle være blevet født i tiden efter 1808.

Udtrykket »at have spansk blod i årerne« er da også gledet ind i sproget som en måde at knytte et særligt temperamentsfuldt sind eller sydlandsk udseende til de spanske troppers ophold i Danmark.

»Det hører med til min barndoms mytologi, at vi nedstammer fra spaniolerne på Koldinghus. Det var min mormor, som med sine godnathistorier i sin tid indførte soldaten i vores slægt,« skriver forfatteren Ib Michael i indledningen til antologien Da spaniolerne kom – Krig og kulturmøde 1808, som udkom i 2009.

At der i praksis kan være mange andre kilder til den sydlandske arvemasse i Danmark, gør bogen sig umage med at understrege. Men det ændrer ikke ved, at de spanske soldater satte varige spor i den folkelige erindring. »Spaniolerne« i Danmark gav også litterær inspiration for nogle af landets fremmeste forfattere.

Blandt de mest berømte eksempler finder man H.C. Andersens dramaer Skilles og mødes fra 1836 og Da Spanierne var her fra 1865 samt Steen Steensen Blichers novellesamling Spanioler og franskmænd fra 1898.

Indimellem har aftrykket været ekstra dybt. Blandt de spanske soldater, der blev sendt til Danmark i 1808, var en menig dragon ved navn Isidoro Panduro. Han var en del af Almansa-regimentet, der blev indlogeret ved Odense. Da oprøret mod franskmændene brød ud, lå han på hospitalet med et brækket ben, og han nåede derfor ikke med, da Royal Navy sejlede tusinder af spanske soldater hjemover. I stedet blev han i Danmark, hvor han blev gift med en gårdmandsdatter fra Viby og blev stamfader til Panduro-slægten, der blandt andre tæller forfatteren Leif Panduro.

Danske efterkommere af de spanske tropper vil også optræde i dokumentaren, der produceres i samarbejde med det danske produktionsselskab Camera X. Tidspunktet for de endelige optagelser afhænger af den sidste finansiering, der stadig mangler at falde på plads. Rivera arbejder på at hente den nødvendige fundraising til at kunne afslutte optagelserne dette efterår eller i starten af 2021.

For Rivera er projektet drevet af både nysgerrighed og fascination – ikke bare af den absurde og langvarige krig, men også dens efterdønninger i nutiden.

»For mig handler det også om, hvordan man kan vende en konflikt til noget positivt. Tænk bare, at Huéscar og Kolding i dag er venskabsbyer – det hele stammer fra en krig. Det er en af de ting, der fascinerer mig ved historien,« siger Rivera.

 

Side 39