I foråret 2018 sad jeg i komiteen for den skandinaviske fagbogspris, som Morgenbladet i Norge tog initiativet til. I den svenske del af komiteen sad Åsa Linderborg, kulturchef på det socialdemokratiske Aftonbladet, og på vores første møde i Oslo slog hun mig som frisk, frejdig og velargumenterende. På næste møde ikke længe efter virkede hun pludselig, som om luften var gået ud af hende, træt, grå, initiativforladt. Ved læsning af hendes nyudgivne dagbog for 2017-18 forstår jeg pludselig, hvad der var sket. Ikke bare var hun pludselig blevet forladt af sin mand gennem ti år, teaterchefen Benny Fredriksson havde også begået selvmord, og Linderborg blev udråbt som ansvarlig for Aftonbladets kampagne imod ham i kølvandet på #MeToo-bevægelsen.

Disse dramatiske begivenheder er hovedmotivationen for, at Linderborg nu udgiver sine efterredigerede dagbogsblade. Det er naturligvis meget intim læsning med hendes personlige forhold til forældre, venner, kæreste, eksmænd og børn og giver et billede af en travl mediepersons bestræbelser på at få alle ender til at mødes. Men der er også et mere principielt interessant niveau, der giver et detaljeret billede af den mærkelige svenske medieverden og offentlighed på et tidspunkt, hvor #MeToo og sagerne om Det Svenske Akademi fik nye spændinger om moral, politik og pressens ansvarlighed til at koge helt op.