Kompositioner. Musikken er en konstant i Kjell Westös forfatterskab, også denne gang, hvor han forlader Helsingfors og borgerkrigen til fordel for en veldirigeret fortælling om #MeToo og tidens trusler.
Flugten til skærgården
Thomas Brander, 58-årig verdenskendt dirigent og dygtig klarinettist, er gået kunstnerisk i stå. Han er »en gråsprængt metronom i kjole og hvidt«, og hans 24 år yngre musikerkæreste, Krista, har vendt ham ryggen, hvad der dog ikke hindrer hende i at sende sms’er om sit spirende kærlighedsliv med en af Branders yngre og dygtigere kolleger.
Således i livskrise flytter Brander ud i den finske skærgård, hvor han har ladet et monstrøst palads opføre. Han vil trække sig tilbage og så måske alligevel ikke, for det er jo ikke til at holde ud at se sig overhalet i livet, men snart bliver verdensmanden indviklet i det lokale liv. Hans nye nabo, skolepsykologen Reidar Lindell, er en entreprenant lokalskikkelse og leder af amatørbandet Rainbow, som har en vidunderlig sanger. Hun er miljøsekretær ved kommunen.
Del: