En anden slags corona

I starten af 2020 blev navnet corona brutalt monopoliseret af den virus, der har plaget os lige siden. Før den tid ville de fleste nok have forbundet navnet med den populære mexicanske øl, mens astronomernes corona – på dansk stavet korona – hverken er skadelig eller drikkelig. Siden omkring 1860 har man vidst, at Solen er omgivet af en sær og næsten usynlig ydre atmosfære, en tågeagtig gassky, som strækker sig millioner af kilometer ud i rummet. Koronaen er vildt ejendommelig, for den ekstremt fortyndede gas har en temperatur på et par millioner grader, mens Solens overfladetemperatur blot er omkring 5600 grader. Varme kan som bekendt ikke flyttes fra et koldere til et varmere legeme, så hvor stammer koronaens voldsomme temperatur fra? Den er blevet sammenlignet med en kogende kedel på et koldt komfur. Desuden var det i lang tid en gåde, hvorfra koronaens svage, men karakteristiske lys stammer.

For at studere koronaen må man afvente en total solformørkelse, da det svage lys ellers bliver usynligt på grund af sollyset. Da man i slutningen af 1800-tallet på denne måde undersøgte de farver eller spektrallinjer, der udsendes fra Solens korona, kom man ud for et mindre chok. De iagttagne spektrallinjer svarede nemlig ikke til noget jordisk kendt stof, så man blev tvunget til at tænke nyt. Kunne der monstro være tale om et himmelsk grundstof, der kun fandtes i Solens korona? Det var der faktisk flere astronomer og fysikere, der mente, så i en længere periode var grundstoffet »coronium« halvvejs anerkendt omend kontroversielt. Det var fristende at tro på coronium, for det hypotetiske solgrundstof helium viste sig i 1895 at være særdeles virkeligt. Når helium havde opnået status af et virkeligt grundstof, kunne det samme så ikke ske for coronium?