Alpeangst. Østrigeren Adalbert Stifter lod små børn vandre op ad klippestier, så de kunne se ud over skyerne og siden forsvinde ind i bjergene.
En mesters smukke bjergkrystal
Bjergkrystal, titelfortællingen i det fine og fint repræsentative lille udvalg af fortællinger af biedermeierforfatteren Adalbert Stifter, som oversætteren Sven Halse nu præsenterer os danske læsere for, har i halvandet århundrede været en af de mest elskede julehistorier i Østrig.
Juleaftensdag et sted i alperne i cirka 1840 har to søskende været på besøg hos deres bedsteforældre og skal nu gå den lange vej op over bjergene til den dal, hvor deres forældre bor. Drengen er vel ti, pigen er vel otte, og de to vandrer frejdigt hånd i hånd. Men så begynder det at sne. Først en smule. Så mere. Og så til sidst så meget, at de farer vild. Og vandrer opad og opad. Til sidst, da det for længst er blevet mørkt, står de på selve den is, der dækker bjergtinderne. Om de overlever, skal selvfølgelig ikke afsløres her. Men midt om natten er det, som om pigen et sted mellem stjernerne på himlen skimter det lille Jesusbarn.
Del: