Denne dobbeltanmeldelse er styret af dels den poetiske funktion, dels den poetiske fornemmelse.
Den poetiske funktion, der lader poetiske effekter og tricks tage styringen, bestemmer, at den færøske, DK-residerende digter Tóroddur Poulsens sensationelt nok første digtsamling skrevet direkte på dansk, Valseværk, udkommet på lille Politisk Revy, og 99 digte af danske Peter Poulsen, udvalgt, angiveligt, fra den fulde, omfangsrige produktion siden debuten i 1966 af kollegerne Thomas Boberg og Morten Søndergaard, udkommet på store Lindhardt & Ringhof (hvis eneste »faste« lyriker P. Poulsen er) i anledning af 80-årsdagen, bliver anmeldt sammen.
Den poetiske fornemmelse, aldeles subjektiv – OG DOG! – bestemmer, at jeg gerne vil citere dette digt fra P. Poulsens bog (forlaget og/eller redaktørerne har af en eller anden grund valgt ikke at oplyse, hvilke samlinger digtene oprindeligt indgik i) som et uden videre godt digt, i »Uden titel« hedder det:
»Svanen derude/ stikker hovedet i vandet/ igen og igen/ stikker den hovedet/ i vandet// Den ligner en/ som har/ tabt sine øreringe«.
Det brummer eller mumler slet ikke, det digt, det er helt fint og klart som (NÆSTEN) et Eske K. Mathiesen-digt.
Den poetiske fornemmelse har gennem læsning af mange bøger af T. Poulsen og P. Poulsen konsolideret sin glæde generelt set ved T. Poulsens poesi og sin kedsomhed generelt set over P. Poulsens.
Svane-digtet står på side 76 i P. Poulsens bog, og den poetiske funktion bestemmer, at jeg citerer digtet på side 76 i T. Poulsens bog, som muligvis er en fortsættelse af digtet på side 75, men sagtens kan læses alene; direkte danskskrivning har tilsyneladende den effekt, at T. Poulsens som vanligt langtfra ordrige digte former sig endnu kortere og slankere og fyndigere end vanligt:
»på køkkenbordet/ lå der en seddel/ hvorpå der stod:// jeg vil ikke have/ høreapparat// jeg vil ikke/ høre døden komme«.
Det er en fremragende pågående, på samme tid hyperkonkret (køkkenbord, seddel, høreapparat) og hyperabstrakt (høre døden komme) konfrontation med eksistentialet over dem alle: døden.
Den poetiske funktion bestemmer, at jeg dernæst citerer digtet over svane-digtet i P. Poulsens bog, der hedder »Inferno light« (og det er virkelig ikke umuligt, at light her betyder light som i Marlboro eller Coca-Cola Light):
»Op ad Rue des Rennes kommer Strindberg spadserende/ Han standser foran et boghandlervindue/ og studerer nogle gamle stik./ Fnac og Burger King ænser han ikke.// Han ligner en som skal hjem/ for at lave guld men hellere/ ville dreje om hjørnet/ til en af de stille gader/ og få en absint. Så// er han væk. Vi må klare os selv./ Kortet siger ikke mere: absint./ En sigøjnerske ønsker at læse min hånd/ men jeg er bange for resultatet/ og betaler mig fra at få meddelt/ at jeg en dag skal dø«.
Så kender den poetiske fornemmelse P. Poulsen igen, hans skulderklappende jovialisering og/eller banalisering af store digtere og kunstnere såvel som de store eksistentialer; det dér melankolske fnis, som digtets sidste linjer så frygtelig gerne vil fremkalde, men som i hvert fald jeg pure nægter at udstøde.
Ifølge den poetiske funktion skal nu digtet på side 77 i T. Poulsens bog citeres:
»så tæt/ på jorden/ havde jeg/ ikke set/ månen før/ og jeg/ lagde mig/ og drømte/ om det/ virkelig/ var månen«.
Det dér »drømte om« i stedet for det ventede »drømte at«, som ville have været fint NOK, er et resultat af den poetiske funktions forskydning af akkurat sproglige forventninger – »drømte om« betyder, at drømmen diskuterer, hvorvidt månen virkelig var månen, hvilket er FINERE end fint nok.
Den poetiske funktion som strukturelt princip i anmeldelsen er ligeglad med repræsentativitet: P. Poulsen-digt nr. to er totalt P. Poulsen-repræsentativt, nr. et er lige så totalt urepræsentativt, men jo fra min side poetisk fornemmende bevidst udvalgt.
De to T. Poulsen-digte er rimeligt repræsentative for den nye bogs drastisk-finurligt aforistiske kortdigte, men der er ingen spor af den T. Poulsenske billedknopskydning i også digtkorthed eller bogens to bærende erfarings- og billedspor: at skabe grafik og at sejle med skib.
Så lad mig slutte den dobbelt uretfærdige dobbeltanmeldelse med alligevel at være mest uretfærdig over for P. Poulsen og lade den poetiske fornemmelse udpege dette maritime digt af T. Poulsen, der til overflod handler om poesi selvfølgelig:
»i skoven/ tænker jeg/ på havet/ og dets skibe// på havet/ tænker jeg/ på skoven/ og dens skibe// som om de var der«.
Tóroddur Poulsen: Valseværk. 82 sider. 178 kr. Politisk Revy.
Peter Poulsen: 99 digte. Udvalgt af Thomas Boberg og Morten Søndergaard. 128 sider. 249,95 kr. Lindhardt og Ringhof.
