Signe Birk, MA i Europastudier
Debatten om psykologer som profession og deres generelle egnethed er opstået efter, at P1 Dokumentar i begyndelsen af året bragte en podcast-serie om en dansk psykolog, som havde haft et seksuelt forhold til sin patient. Det har fået social- og indenrigsminister Astrid Krag og Psykolognævnet til at ville styrke tilsynet med de autoriserede psykologer.
Debatten falder sammen med, at videnskabsjournalist Lone Frank fra Weekendavisen med artiklen »Traumatisk psykologi« (#19, red.) klarlægger de negative bivirkninger ved samtaleterapi på baggrund af ny forskning fra Norge: Skadelige samtaler – Myten om bivirkningsfri terapi. Både skandalesagerne i Danmark og den norske forskning kalder på et internt selvopgør blandt psykologer og på et uafhængigt statsligt tilsyn, som kan fratage psykologer deres autorisation. Psykolognævnet har vist sig ude af stand til at varetage denne rolle.
Regeringen har derfor retligt i begyndelsen af året nedsat en arbejdsgruppe, som skal undersøge nye muligheder for at autorisere psykologer efter sundhedslovgivningen. Psykologer udgør i dag en branche, som trænger dels til et selvopgør som profession og dels til et skærpet statsligt tilsyn. Det kræver, at den danske stat nedsætter en uafhængig statslig styrelse, som holder opsyn med de autoriserede psykologers egnethed. En styrelse, som har myndighed til at fratage psykologer deres autorisation, ikke kun ved brud på etiske regler, men ved sjusk, fejl, forsømmelser og decideret inkompetence.
Psykolognævnet blev oprettet i 1994, og på 25 år har det kun frataget én enkelt autorisation. Når dette er tilfældet, kan det også skyldes, at psykologernes fagforening Dansk Psykolog Forening er repræsenteret i Psykolognævnet, hvorfor nævnet ikke er uafhængigt.
Det er også problematisk, at kandidatuddannelsen i psykologi i Danmark ikke indeholder andre humanistiske eller samfundsfaglige discipliner som for eksempel sociologi, ætiologi, filosofi eller politologi. Man må derfor sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt psykologer er sandhedsvidner, når det drejer sig om dels at definere og dels at finde svarene på menneskets problemer og lidelser. Mennesket er også formet af sin historie, sin uddannelse og sine positive såvel som negative livs-erfaringer. Og her kan både filosofien, litteraturen og religionen for slet ikke at tale om filmkunsten også komme med fyldestgørende svar på menneskets vilkår.
Professor i psykologi Svend Brinkmann skriver i Det diagnosticerede liv, at omkring år 1980 blev den ætiologiske psykiatri afløst af den nye diagnostiske psykiatri. Da ætiologi betyder årsagslære, byggede tilgangen på både patientens lidelseshistorie og den sociale kontekst omkring vedkommendes problemer. Forenklet betød skiftet, at man fra 1980 og frem kiggede på symptombilledet i stedet for på den enkeltes sociale omstændighed. Tages den sociale omstændighed i betragtning, er det derfor ikke sikkert, at den enkeltes problemer skal løses af psykologer. Ætiologien burde klart genindføres som fag på psykologuddannelsen, så psykologer bliver bedre til at forstå årsager og sammenhænge på menneskets situation.
Det er også nødvendigt med en offentlig debat om psykologiens udbredelse i snart alle kroge af vores samfund. I artiklen The Rise of PTSD fra The Economist påvises det, at de Vietnam-veteraner, som kom sig bedst efter krigen og overvandt deres PTSD-symptomer, ikke var dem, som gik i terapi, men derimod dem, som blev politisk aktive. Selv efter de hårdeste krigsoplevelser er det påvist, at samtale ikke nødvendigvis er gavnligt. Den stigende mistrivsel blandt især unge i dag løses måske ikke ved samtaleterapi, men ved at de unge aktivt lægger afstand fra den perfektionisme og selvfremstilling, som i sig selv er skadelig.
I 60erne og 70erne tog mange kvinder netop et opgør med 50ernes forstillelse. Den intense kropsdyrkelse i vores tid har også vist sig at være hård for særligt kvinder, idet mange af dem internaliserer en konkurrence på deres udseende. Men de negative konsekvenser af denne konkurrence er ikke nødvendigvis patologiske, men en naturlig konsekvens af en usund kulturepidemi.
Måske vi derfor bør gentænke det velkendte diktum at gøre de personlige problemer politiske i stedet for patologiske og desuden komme med eksistentielle og moralske svar på almengyldige menneskelige erfaringer og vilkår som tab, sorg og smerte.
Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.
Læs også Lone Franks artikel »Traumatisk psykologi«
Hør også om »Psykoterapiens skyggeside« i En time med Weekendavisen 7. maj 2020.
