Kronik. Journalisterne elsker at latterliggøre Trump og alle de tidligere republikanske præsidenter. De burde fokusere på de faktiske beslutninger og resultater.

Klovnen i manegen

Klovnen i manegen

 

Kim Bjørnstrup, Bestyrelsesformand og forfatter
Thomas Markersen, Erhvervspsykolog

I USA kalder man det Trump Derangement Syndrome, når folk beskylder Trump for alt under solen. Herhjemme kan man kalde det Trump-fobi. En fobi er en type angst for bestemte ting, der ikke er forbundet med en reel fare. De fleste journalister her til lands har lidt af en alvorlig fobi mod enhver amerikansk præsident af republikansk oprindelse og særligt mod Trump.

Da den republikanske Ronald Reagan blev valgt som præsident i 1980, blev han dæmoniseret i den danske presse som en dårlig amatørskuespiller og cowboy, der var farlig og særligt for verdensfreden. Man overså fuldstændigt Reagans forudgående succesfulde karriere som guvernør for Amerikas mest folkerige stat, Californien.

Til de fleste danskeres overraskelse anses Reagan i dag for at være en af de største amerikanske præsidenter i historien. Han samlede USA efter en lang økonomisk krisetid og bidrog til Sovjetunionens fald.

Da det første medlem af den republikanske Bush-familie blev valgt til præsident, blev også han konstant latterliggjort. Senere fik Bush junior med grovfilen, hvilket til dels skyldtes, at han måske bare ikke var smart nok til embedet. Dette på trods af at USA i deres regeringsperioder fortsatte med at styrke landets rolle som den demokratiske verdens beskytter. Bush senior havde nemlig en lang international diplomatkarriere og forstod betydningen af USAs internationale arrangement. Hans interesse for verden blev imidlertid kun udlagt som republikansk imperialisme og ikke som beskyttelse af Europa og andre demokratier. Paradokset, der afslører det banale had, er, at Trump i dag kritiseres voldsomt for netop ikke at påtage sig denne rolle.

Journalisternes konstante mobning fjerner fokus fra de forhold, som aviser vel skal fokusere på? Det synes end ikke, som om der behøver at være indhold i kritikken af Trump. Hvis man blot beskylder ham for et eller andet, har man sikret sig sine 15 minutters ridderorden på de sociale medier.

Demokraterne derimod har været leveringsdygtige i gode præsidenter ifølge den danske presse. Hvem ville ikke drikke en øl med Clinton og Obama? Clinton underskrev endda afskaffelsen af loven om forbud mod at sammenblande investerings- og sparebankerne (the Glass-Steagall act). Det medførte, at den verdensomspændende finanskrise i 2008 uhindret kunne tage mange almindelige amerikaneres opsparinger og pensioner med i faldet. Clintons seksuelle udskejelser blev modsat Trumps høviske udtalelser i en bar for 15 år siden forbigået uden tilsvarende udskamning her til lands.

Obama elskede vi endnu mere. Vi følte, at han var én af vores, for han var folkelig på en cool måde. I sin regeringstid deporterede han imidlertid upåtalt over tre millioner ulovlige immigranter tilbage til deres hjemlande, og han leverede aldrig på sine løfter om at trække USA ud af verdens forskellige krige. Han indførte dog Obama-care, som naturligvis faldt i danskernes smag, da det lignede noget, som vi selv havde. I hvert fald på overfladen.

I 2016 kom republikaneren Donald Trump til magten. En outsider og sågar en macho man, der synes at få næring af personlige konflikter. At dette skete på baggrund af et nederlag for Hillary Clinton, var ikke til at bære og skærpede tonen over for Trump. Hun var jo én af de gode ifølge danskerne. Danskerne fik straks et anfald af Trump-fobi. Det var ikke småting af katastrofer, der ifølge pressen var i vente i fremtiden fra denne aparte republikaner.

Klimaet ville brænde sammen, fordi han ikke accepterede Paris-aftalen, som aldrig var blevet godkendt parlamentarisk i USA. Trump ville medføre nye krige. Om ikke andet fordi Trump havde den frækhed at kræve, at USAs partnere skulle betale for deres eget forsvar eller i det mindste kom op på et forsvarsbudget på to procent af bruttonationalproduktet. USA bruger selv 4,3 procent. Og for det ikke skulle være løgn, tillod Trump sig at bygge en mur ved den sydlige grænse mod Mexico for at stoppe den ulovlige immigration.

Journalistikkens prioritering af klikudløsende, cerebralt iltfattig Trump-mobning over data om de egentlige forhold har bidraget til en snart uhørt polarisering i det politiske liv. Man har pisket en stemning op. Og dette med lederen af vores vigtigste allierede. Vi har aldrig fået en afbalanceret rapport om Trump.

Her er lidt facts:

Trump sænkede selskabsskatten fra 35 procent til det samme niveau som Danmark nemlig 22 procent. Det blev påstået, at dette kun hjalp de rige. Konsekvensen har imidlertid været, at amerikanske virksomheder har hjemført milliarder af dollars fra deres udenlandske selskaber og investeret dem i USA. Her er der for første gang i nyere tid blevet skabt over en million nye industrijob.

Trump har nedsat den illegale immigration, hvilket har betydet, at de ufaglærte arbejderes lønninger nu for første gang stiger, da de ikke skal konkurrere i samme grad med de ulovlige immigranter længere.

Den spansktalende og den sorte del af befolkningen har under Trump fået et massivt fald i arbejdsløsheden, indtil coronakrisen ankom.

Trump har udfordret Kina ved at kræve, at Kina afskaffer regler, der har medført tyveri af amerikansk teknologi, for at USA kunne få adgang til det kinesiske marked. Han har også pålagt kinesiske virksomheder de samme restriktioner vedrørende køb, som USA er pålagt i Kina. USAs succes har fået europæerne til at kræve det samme fra kineserne.

USA er ikke det land i verden, der har flest coronadøde per million indbyggere. USA har 445, Spanien har 608, England har 608, Italien har 480 for bare at tage nogle stykker.

Trump har trods alt udgjort et alternativ til de etablerede magthavere i Washington DC, hvor politikerne har tradition for at tage sig af hinanden og berige sig selv personligt.

Vi ser Trump som en uundgåelig og nødvendig modvægt til det demokratisk støttede politiske etablissement. Trumps sejre blev drevet af Demokraternes egen nepotisme og modsatrettede aktivisme. Demokraterne var deres egen værste fjende ved valget i 2016.

Trumps og de demokratiske aktivisters kompromisløse stil har betydet, at polariseringen mellem de politiske fronter har vokset sig stærk. Ikke kun mellem Republikanerne og Demokraterne, men også internt i det demokratiske parti.

Kun den skamløse kan lede i en æra af udskamning. Herunder en småsenil Joe Biden (Demokraternes spidskandidat), der samtidig synes opsat på at hive kompasset over bord og lade sig føre af udskamingens og aktivisternes kaotiske vinde. Det er ikke en god situation. Og hvad har vores presse på hjerte? At fortælle os, at Trump er den dummeste?

Er det i virkeligheden pressen, der er klovnen i manegen?

 

Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til en kronik på opinion@weekendavisen.dk.

Side 13