1945-1975. Efterkrigstidens garderobe er en rutsjebanetur, der bølger mellem nostalgi og vilde fremtidsvisioner. Det var epoken, hvor fortidens konsensus om god smag og garderobebeholdning for altid splintredes.
Se tilbage, se frem, se tilbage!
Alle taler den dag i dag henført om the New Look: Oven på verdenskrigen lancerede Christian Dior i 1947 en kollektion, der brød radikalt med tidens stil. Væk med de maskulint brede skuldre til kvinder, den lange, smalle silhuet og alle de praktiske ting fra herregarderoben, som kvinderne havde erobret: lommer, arbejdstøj, bukser! The New Look dyrker klassisk kvindelighed og kurvet blødhed. Skuldrene er smalle og runde, taljen er hvepsesmal, skørterne store som krinoliner!
Inspirationen kom netop fra rokoko og romantik; hele den store stil, som fremhævede kvinders delikate følsomhed. Og Dior ramte helt rigtigt. Tiden var til nostalgi og tilbageblik og til et kæmpe backlash, hvor alle de nye selvberoende kvinder blev sendt hjem fra arbejde igen for at passe hjemmet og se yndige ud. 1950ernes kvinder skulle igen være ultrafeminine og i timeglasfacon, mens mænd genindtog de jobs, de havde forladt under krigen. Og mens de gamle kønsroller kom på plads, blev herrernes habitter igen mere voluminøse, så mændene kunne fylde mere i billedet.
Del:
