Alle burde jo læse alt, der er godt. Og alle burde kunne læse alt, der er godt, inklusive Finnegans Wake og The Waste Land, hvis de bare var tålmodige og gad træne en smule. Ingen gode bøger er ikke umagen værd at læse.

Når det er sagt, og det er sgu vigtigt at få sagt, så er der gode bøger og forfatterskaber, som er lette at læse, og som sagtens kunne læses af rigtigt mange, men ikke bliver det, fordi de automatisk rubriceres som svære, bare fordi de er poesi – den blokade har Yahya Hassan (åh, Yahya for helvede!), Caspar Eric med flere lykkeligvis nedlagt, i hvert fald delvist. En anden blokade er at udkomme på et lille forlag, hvilket både begrænser opmærksomhedskraften og mistænkeliggør udgivelserne som automatisk utilgængelige.