For en lille måneds tid siden offentliggjorde det amerikanske tidsskrift Harper’s Magazine et åbent brev underskrevet af 153 prominente forfattere og intellektuelle til forsvar for ytringsfrihed og åben debat. Underskriverne udgjorde et tagselvbord af amerikansk politisk opinion: alt fra konservative debattører som David Brooks til gamle marxister som Noam Chomsky – en ideologisk spændvidde, der bedyrer brevets tværpolitiske appel og relativt ukontroversielle indhold.

»Den frie udveksling af information og ideer, livsgrundlaget for et liberalt samfund, bliver dagligt mere indsnævret,« står der i teksten. Den fortsætter: »Mens vi er blevet forvænt med dette på den radikale højrefløj, spreder censuren sig også mere bredt i vores kultur: en intolerance over for modstridende synspunkter, en tendens til offentlig udskamning og til at opløse komplekse politiske spørgsmål i en blændende moralsk overbevisning.«