Antrozoologisk. Australiens skove står i lys lue, og millioner af dyr er gået til i ilden. Går alvoren først op for os, når de mest ikoniske dyr er truet?

Nuttet brændbart

Nuttet brændbart Af Amalie Schroll Munk

I oprejst tilstand minder en voksen kænguru om et menneske. Bagbenene er lange og stærke. Det smalle kranium har store runde øjne og et tandsæt ligesom vores. Kænguruen har forben, der ligner arme, og poter, der ligner hænder. Med dem kan den række ud og gribe fat og endda slå en proper næve, hvis fjender kommer for tæt på.

Kænguruen er usædvanlig menneskelig. Det samme er dyrets status som varemærke for Australien. Måske derfor har de seneste ugers billeder af døde kænguruer fået det til at vende sig i os – og ikke nok med det, de har fået os til at skamme os.

Særligt ét billede af en død kænguruunge har sat, eller ja, brændt, sig fast i menneskers bevidsthed verden over. Billedet viser en forkullet dyreunge, stiv som en statue, der har bidt sig fast til et trådhegn. Ungen ser ud til at have forsøgt at flygte fra ilden, men er blevet stoppet af hegnet og til sidst grillet af flammerne. Den lille kængurus forben er stadig viklet rundt om tråden.

Også koalaerne er hårdt ramt af brandene. I New South Wales er op mod en tredjedel af delstatens koaler omkommet i ilden. På øen Kangaroo Island, der er kendt for sit spektakulære og enestående dyreliv, frygter man at have mistet halvdelen af bestanden. Den slags opgørelser forfærder ikke bare australierne, men også tilskuere på den anden side af Jorden.

Koalaen er en nuttet lille skabning. Med en pels, der syner så blød, at man instinktivt får lyst til at stryge hånden over den, og med lange, daskende arme, der inviterer til, at man holder dyret tæt ind til sig. En koala bevæger sig langsomt og er ikke adræt som mange andre dyr. I store træk er den hjælpeløs. Hele dens væsen indbyder til omsorg og medfølelse, og ligesom kænguruen er den ikonisk for det australske dyreliv.

I den seneste tid er der dukket videoer op på internettet, hvor koalaer tørstigt drikker af forbikørende cyklisters vanddunke eller desperat klamrer sig til de brandfolk, som redder dyrene ud af flammerne. I en video, der er blevet delt bredt på sociale medier, kan man se en mand sidde ved siden af en forbrændt og fortumlet koala, som han giver vand fra en flaske. Halvvejs inde i videoen rækker koalaen ud efter mandens hånd og holder fast i den, mens vandflasken tømmes. Det ligner et udtryk for taknemmelighed.

»Mennesket er skyld i denne katastrofe,« skriver en person i videoens kommentarspor, mens en anden konstaterer: »Vi fortjener ikke dyr.«

Apokalyptisk himmel

Dyr i flammer har fået os til at spærre øjnene op i de seneste måneder, og med god grund. I Australien har flammehavet foreløbig været skyld i 28 menneskers død. Mere end 15 millioner hektar jord ligger afbrændt hen, og tusindvis af hjem er ødelagt i brandene.

Eksperter vurderer også, at skovbrandene har resulteret i, at Australien, der er verdens største eksportør af kul, allerede har udledt to tredjedele af den CO₂, som landet normalt udleder på et helt år. Meget tyder på, at landets økosystem er så medtaget, at Australiens planteliv ikke bliver, som det var, før sæsonens brande brød ud. Hvis planterne ikke vokser ud som før, suger de ikke CO₂ til sig, og kulstoffet vil blive i atmosfæren.

Premierminister Scott Morrison, der ferierede på Hawaii med familien, mens brandene tog fart, og to frivillige brandfolk døde på deres vagt, beskyldes for fodslæb og ignorance. På trods af flammehavet lader det ikke til, at den australske regering har tænkt sig at ændre sin reaktionære klimapolitik foreløbig.

Fænomenet med naturbrande er da heller ikke hverken nyt eller enestående. I sommer stod Amazonas i brand, og før det skovene i Sibirien, Alaska og Californien. Alle steder intensiveres de tilbagevendende skovbrande år for år.

Alligevel lader der til at være noget særligt ved begivenhederne i Australien. Den orangerøde himmel er mere faretruende end noget, vi før har set, og verdens reaktion har været anderledes medfølende. Amazonas brændte blandt andet, fordi lokale landmænd ville gøre plads til afgrøder. Her så vi ingen billeder af de afbrændte dyr, der havde mistet livet i ilden. Måske derfor følte tilskuere mere vrede mod landmændene end sympati med dyrene.

Men billederne fra Australien får mennesker til at gispe af forfærdelse. Der er noget i de døde dyr, der rører os. De vækker en omsorg, en afmagt, sågar en skyldfølelse. Men hvorfor er det sådan? Og hvad siger det om mennesket, at vi først får øjnene op, når en kolala sættes i brand?

James Serpell er professor på University of Pennsylvania og forsker i samspillet mellem dyr og menneske, den såkaldte antrozoologiske videnskab, som også beskæftiger sig med menneskets stillingtagen til dyr. For ham er det ikke overraskende, at Australiens brændende dyr rammer os i hjertekulen. Landets pattedyr er særligt lette at besjæle, fordi de har træk, vi kan genkende fra os selv – koalaen måske mere end noget andet dyr, mener Serpell.

»Den minder os om en menneskebaby, der putter sig ind i vores favn,« siger han. »Blød og varm med søde, små øjne og arme, der griber os om halsen«.

Det er ikke den samme omsorg, der rører os, når vi ser en kænguru. Til gengæld opfylder den et andet kriterium, som gør det nemt, endda uundgåeligt, for os at identificere os med den: Kænguruen ligner et menneske. Og fordi vi kan kan genkende os selv i dens fysik, kan vi også forestille os, hvad dyret føler.

Læs også Louise Hands essay om Australiens brændende skove: »Ildhavet«

Hvad med edderkoppen?

Med til historien om Australiens skovbrande hører også tabet af de mange arter, som hverken er nuttede eller har menneskelige egenskaber og derfor ikke for alvor har en plads i vores bevidsthed: edderkopper, slanger, frøer, gnavere og sjældne insekter. Dyr, der ikke indbyder til medfølelse.

Ikke desto mindre har skovbrandene forringet de ikke-nuttede dyrs levevilkår så markant, at nogle arter står over for hel eller delvis udryddelse. Hvis det sker, vil det australske økosystem lide et mærkbart knæk.

Australien er et af verdens såkaldte megadiverse lande: Der lever mellem 600.000 og 700.000 forskellige dyrearter, og mange af dem findes ingen andre steder på kloden. Eksperter i biodiversitet har udtrykt stærk bekymring over udsigten til, at visse sjældne arter er i fare for at uddø. Blandt dem er eksempelvis den mellemstore og otteøjede trapdoor-edderkop.

En edderkop er svær at besjæle. Umulig, vil nogle måske mene, for hvem, andre end biologer, der har viet deres arbejdsliv til dem, bekymrer sig egentlig om edderkoppens ve og vel?

Når mennesker ser en video af en skræmt koala, der taknemmeligt rækker armene ud efter brandmændene, tror vi, at vi kan mærke, hvad koalaen føler. Sådan har vi det ikke, når vi ser et billede af en brændende edderkop.

Professor James Serpell forklarer det med, at blikket i koalaens øjne får os til at fornemme dens sårbarhed. Selv om vi aldrig kan vide med sikkerhed, hvad der foregår i koalaens hoved, så ser vi på den, som betragtede vi et andet menneske.

Ifølge James Serpell står mennesket på dyrenes side, fordi vi anser dem som forsvarsløse væsner, der ingen kontrol har over deres egen skæbne og derfor ikke kan stilles til ansvar for deres handlinger.

Klumpfiskens død

Nytårsaften udbrød en brand i et abebur i en zoologisk have i den tyske by Krefeld. 30 aber døde i flammerne. Efterfølgende meldte en kvinde og hendes to voksne døtre sig til politiet. Ulykkeligt måtte de erkende, at de havde antændt de ulovlige kinesiske lanterner, som på bedrøvelig vis fløj ind i anlægget og blev skyld i abernes endeligt.

Det forlyder, at en abe fanget i en ildebrand kæmper for livet på samme måde, som et menneske ville gøre det. En abe dør også som et menneske. Hoster og hakker, indtil røgen når lungerne, dyret mister bevidstheden og til sidst dør af røgforgiftning.

I 2010 opstod en brand i en anden tysk zoologisk have. I byen Karlsruhe omkom 26 alpaccaer, dværggeder, æsler og shetlandsponyer i ilden, som viste sig at være påsat. Man nåede med nød og næppe at redde elefanterne, flamingoerne og næsehornene ud.

Herhjemme stod et stort akvarium i Hirtshals i flammer i 2003. Branden opstod i køkkenet, men spredte sig hurtigt til akvariets enorme saltvandsbassin. Omkring 1000 havdyr døde, heriblandt den 250 kilo tunge klumpfisk kaldet Klumpe, som var trækplaster for den nordjyske turistattraktion.

Især Klumpes død bedrøvede mange danskere. Dykkere fandt den rådne kæmpefisk på bunden af bassinet to uger efter, at branden var brudt ud. Man mener, at fisken døde efter at være blevet ramt af faldne tagdele.

I Bogen Some We Love, Some We Hate, Some We Eat: Why It’s So Hard To Think Straight About Animals beskriver forfatteren og psykologiprofessoren Hal Herzog, hvordan samspillet mellem mennesker og dyr afspejler de grundlæggende aspekter af den menneskelige natur. Vores forhold til dyrene er moralsk komplekst og viser, hvor inkonsistente og hykleriske vi mennesker ofte er.

Rent evolutionært giver det sig selv, at mennesker forfærdes, når aber brænder levende i et bur. Det samme gælder for kænguruer og i endnu højere grad for de forsvarsløse koalaer. I klumpfiskens tilfælde bunder sørgmodigheden snarere i størrelsen på dyret end i evolutionær beslægtning. Jo større et dyr er, og jo mere personlighed det har, desto lettere har vi mennesker ved at relatere til det. Når vi betragter sådan et dyr i nød, hvad end det kommer fra Australien eller Hirtshals, vækkes en særlig følelse i os.

Læs også om dem australske planteforsker Elizabeth H.J. Neilsons udlægning af katastrofen i Australien: »Eukalyptus i flammer«

Til lommerne

Evnen til at forstå, hvad andre føler, er kernen i empati. Fordi vi tror, at vi ved, hvad dyrene føler, forsøger vi at sætte os i deres sted, siger professor James Serpell fra University of Pennsylvania.

På et tidspunkt udvikler empatien sig til sympati. Når vi ser bestemte dyr lide, føler vi en trang til at redde dem. Frelsertrangen er indgroet i langt de fleste mennesker. Det er derfor, at vi passer på hinanden, først og fremmest i vores egne familier, dernæst i andres, og det er altså også derfor, at vi føler trang til at passe på dyr. Hvis de vel at mærke passer ind i vores opfattelse af, hvilke arter der fortjener sympati, og hvilke der ikke gør, siger Serpell:

»Og en edderkop aktiverer ikke ret meget sympati«.

De seneste måneders voldsomme naturbrande har heller ikke blot fået mennesker verden over til at dele hjerteskærende dyrevideoer på de sociale medier – de har også fået folk til lommerne. Både Verdensnaturfonden og Røde Kors har sat indsamlinger i gang på danskernes eget initiativ. Efter to dage var der indbetalt mange hundrede tusinde kroner. I USA har flere kendte mennesker, herunder skuespilleren Leonardo DiCaprio, stiftet fonde, der donerer millioner af kroner til dyrene og den ødelagte australske natur.

Findes der mennesker, der af ren og skær godhjertethed samler penge ind til dyrene for at gøre verden til et bedre sted? Bestemt. Men fænomenet stikker dybere end som så.

Koalaen, kænguruen, ja og edderkoppen, for den sags skyld, har ikke selv skabt den penible situation, de er havnet i. Det er derfor, det gør så ondt i maven, når vi ser videoer og billeder af de stakkels dyr i flammer. Australiens hidsige skovbrande har fået os til at føle skyld, og ifølge James Serpell er skylden svær for os at bære.

»Mange mennesker føler sig skyldige, fordi vi til en vis grad selv har skabt klimakrisen. Den følelse er så ubehagelig, at vi gør, hvad vi kan, for at komme af med den,« siger han.

 

Læs også om, at Australiens skove ikke bliver de samme igen: »Eukalyptus i flammer« 

Side 16